Psykiaters erklæring er blevet underkendt. Nu skal byret i gang med svindelsag om 80 millioner kroner.

København: Før en større straffesag overhovedet kommer i gang i Københavns Byret, er der allerede betalt mere end tre millioner kroner i salær til de tiltaltes forsvarere.

Udgiften skyldes blandt andet en voldsom forsinkelse, som den hovedtiltalte mand er årsag til.

Beløbet er udbetalt a conto til de advokater, der enten har været eller er forsvarere i sagen om FH Byg ApS, som er blevet kaldt entreprenørbranchens svar på IT Factory.

Helt præcist er der indtil nu udbetalt 3.067.000 kroner, oplyser byretten til Ritzau. Pengene er blandt andet betalt for en lang række retsmøder, som er blevet aflyst.

Oprindeligt var det planen, at byretten skulle behandle sagen mod hovedmanden BH og fire andre mænd fra januar 2015.

Men endnu har anklageren end ikke fået mulighed for at læse anklageskriftet højt mod mændene, der bor eller har boet i Jyderup, Skovlunde, Holte og Haslev.

BH har haft psykiske problemer, og hans speciallæge i psykiatri har igen og igen vurderet, at BH ikke kunne tåle at overvære retsmøder.

Det har betydet en forsinkelse på mere end 13 måneder, men for nylig sagde eksperterne i Retslægerådet stop.

Rådet har afvist psykiaterens vurdering. Den 45-årige BH er faktisk i stand til at deltage i retsmøder, har eksperterne slået fast.

Tiltalen mod mændene, heriblandt BH's far på 77 år, drejer sig om bedragerier for cirka 80 millioner kroner. Gravemaskiner, betonknusere og andre maskiner blev leaset i en heftig trafik, selv om maskinerne ikke fandtes i virkeligheden, påstås det.

Men BH er også tiltalt for afpresning sammen med et medlem af Bandidos.

Gennem fire år skal de have truet en mand til at betale cirka fire millioner kroner. Til sidst kunne offeret ikke mere. Han begik selvmord.

BH nægter sig skyldig i det hele, har hans forsvarer, advokat Michael Bjørn Hansen, sagt. Og advokaten har også forsikret, at hans klient faktisk er interesseret i at få sagen overstået.

Senioranklager Flemming Petersen har dog et andet indtryk. Han er tilfreds med Retslægerådets udtalelse, understregede han forleden.

- En behandlende egen læge kan blive påvirket af en patient, der har en klar interesse i at få en erklæring, som kan betyde lovligt forfald, sagde han.

Tirsdag mødes forsvarere, anklagere og dommere igen. Forude venter cirka 60 retsmøder - og det i en sag, som i forvejen er gammel. Hovedparten af de påståede kriminelle forhold er fra 2007 og 2008.

/ritzau/