Tonen blev hårdere og kom på et helt andet lag, da forsvarerne i Eddie-sagen hver især førte deres procedure i sagen.

Forsvareren til den 46-årige tiltalte, Jens Christian Christensen, indledte med at sige, at han ville snakke om noget, der ikke var blevet nævnt i retten.

Et muligt motiv.

I forlængelse heraf viste Jens Christian Christensen nogle billeder af sin klient sammen med Eddie Karl-Johan Christensen, før han mistede livet i maj sidste år. Vel at mærket billeder, som ikke er blevet vist.

Begge havde en arm om hinandens skulder, og med billederne ville forsvareren vise dét, han ikke mente var blevet tydeliggjort i retten. Nemlig forholdet mellem hans klient og den dræbte Eddie, som han hævder, var godt. Og som ifølge forsvareren taler til hans klients fordel.

»De havde et godt forhold. Min klient, hans kone, deres søn og Eddie. Jeg synes, Eddies omtale er faldet til jorden. Alle har sagt, at familien kom godt ud af det med Eddie. Han byggede en bar til deres søn og fældede træer, så de ikke ville falde ned.«

Ifølge den 53-årige medtiltalte, der flere gange i retssagen bliver kaldt 'Kaptajnen', skulle Eddie før sin død have truet den 46-årige medtiltalte og dennes familie på livet.

'Kaptajnen' har forklaret, at det fik den 46-årige til at frygte for sit og sin families liv, hvorfor han anskaffede sig en pistol. Men den påstand angreb Jens Christian Christensen på det kraftigste.

»Ifølge 'Kaptajnen' ville Eddie skære halsen over på den 46-åriges familie. Det er simpelthen løgn. Det giver ingen mening.«

»Han siger det, så min klient skulle have et motiv til at gøre det, som 'Kaptajnen' ikke selv vil erkende. 'Kaptajnen' var fuld, vred og ophidset,« lød det i hård tone fra Jens Christian Christensen, der understregede, at hans klient nægter sig skyldig i manddrab, men skyldig i usømmelig omgang med lig.

Ifølge anklager Kim Kristensen var det den 53-årige, som slog Eddie ihjel. Den 46-årige skulle så have hjulpet til, hvorfor anklagemyndigheden går efter at få begge dømt for manddrab.

Den 46-årige medtiltalte og hans kone har begge peget på den 53-årige som gerningsmanden.

Men det afviste Karina Skou, der er forsvarsadvokat til den 53-årige, i sin procedure.

»Det her er en tragisk sag. Men det ændrer ikke kravene til, at bevisbyrden skal være der. Og det, mener jeg ikke, den er. Sandsynlighed er bare ikke nok.«

»Den 46-årige forsøger at holde sig selv og sin kone udenfor ved at kaste skylden over på min klient.«

Ifølge Karina Skou er der nemlig flere ubesvarede spørgsmål, der gør, at den 46-årige ikke er så uskyldig, som han giver udtryk for.

»Hvorfor blev han på gården efter drabet? Hvorfor sov han dér, hvis han var utryg? Hvorfor meldte han det ikke til politiet? I stedet løj han for dem.«

»Det ville jeg gerne have svar på, men jeg må sige, det var svært at få noget ud af ham. Han prøver at tale sin rolle ned. Han tegner et rosenrødt forhold til Eddie. Det bestrider jeg ikke, men jeg kan ikke afvise, at det ikke er sandt,« lød det fra Karina Skou.

Ligesom sin kollega slog hun fast, at den 53-årige nægter sig skyldig i manddrab.

Dommen forventes afsagt mandag eller tirsdag.