Den drabssigtede Peter Madsen vil erkende i retten, at han har gjort sig skyldig i 'usømmelig omgang med lig' ved at begrave svenske Kim Wall til søs.

Når Peter Madsen bliver stillet for en dommer i Københavns Byret tirsdag klokken 14, vil han endnu engang blive præsenteret for de alvorlige sigtelser mod ham. Hidtil har han nægtet sig skyldig i sigtelserne om manddrab, uagtsomt manddrab og usømmelig omgang med lig, men under retsmødet tirsdag vil han erkende sig skyldig i bestemmelsen om usømmelig omgang med lig ved at have begravet den svenske journalist Kim Wall til søs.

Det oplyser Peter Madsens forsvarer til BT.

»Han erkender at have overtrådt bestemmelsen om usømmelig omgang med lig ved at begrave hende til søs,« siger forsvarsadvokat Betina Hald Engmark til BT.

Hun understreger, at man ikke er enige i politiets udlægning af sigtelsen for usømmelig omgang med lig. Politiet har tidligere oplyst, at de retsmedicinske undersøgelser viser, at lemmerne på den fundne kvindetorso, der tilhørte Kim Wall, er fjernet som følge af bevidst afskæring.

Men hvad med den del, der handler om at liget var parteret?

»Jeg kan kun sige, at han erkender at have overtrådt bestemmelsen om usømmelig omgang med lig ved at begrave hende til søs,« siger Betina Hald Engmark.

Peter Madsen har siddet bag tremmer de sidste 24 dage, og tirsdag skal en dommer så vurdere, om der fortsat er grundlag for at holde ham fængslet. Allerede dagen efter han bevidst sænkede sin ubåd Nautilus i Køge Bugt, og Kim Wall blev meldt savnet, blev han anholdt og sigtet for manddrab efter straffelovens §237, men under grundlovsforhøret 12. august fandt dommeren kun tilstrækkelige beviser til at varetægtsfængsle ham for 'uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder'.

Det skyldes bl.a. Peter Madsens egen forklaring om, at den 30-årige Kim Wall døde i en ulykke ombord på Nautilus mellem 10. og 11. august, og at han efterfølgende begravede hende til søs i Køge Bugt.

Står det til Peter Madsens forsvarer skal Raket Madsen, som han bliver kaldt, selv have lov til at uddybe den forklaring for offentligheden klokken 14.

»Min klient går ind for fuld åbenhed. Hvis anklagemyndigheden begærer lukkede døre, så vil vi protestere imod det. Min klient har intet at skjule. Han vil gerne forklare sig for åbne døre og vil gerne have at offentligheden hører hele hans forklaring,« siger Betina Hald Engmark.

Sådan kommer det ikke til at gå, hvis det står til anklagemyndigheden. Specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi vil kræve, at forklaringen skal gives for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.