Det var længere tids chikane, der til sidst fik en 27-årig mand til at have sex med sin tidligere svigermor og optage seancen på video. Det fortæller mandens advokat til B.T.

»Det var en desperat handling, fordi svigermoderen havde kørt en hetz mod ham gennem længere tid. Han ville have noget på hende.«

Sådan siger advokat Rasmus Sølberg om manden, han i denne uge forsvarede i Retten i Hjørring.

Her sad den 27-årige mand anklaget i en spektakulær sag, fordi han tilbage i 2016 havde sex med sin eks-kærestes mor, filmede samlejet uden hendes videne og derefter sendte videoen til hendes datter - hans tidligere kæreste.

Manden erkendte forholdene og blev idømt 50 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse, for at have videresendt sexvideoen uden kvindens samtykke og for trusler.

I de første omtaler af sagen fremstod det, som om den unge mand ikke kunne forklare, hvorfor han havde gjort, som han havde gjort, men det er ikke tilfældet, understreger hans forsvarer.

»Det var noget, han gjorde helt bevidst for at have noget på svigermoren,« siger Rasmus Sølberg og tilføjer, at kvinden - ifølge den 27-årige - gennem længere tid havde gjort livet surt for ham. Hun havde blandt andet anmeldt ham for vold, narkobesiddelse og socialt bedrageri. Alt sammen anklager, der ifølge forsvareren ikke havde noget på sig.

»Han ved god, han har overtrådt loven, men han var så langt ude, at han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre,« siger Rasmus Sølberg og tilføjer:

»Han er en ganske almindelig fornuftig ung mand, som er blevet drevet til en desperat handling.«

Den 27-årige blev også dømt for at have truet sin tidligere svigermor på livet. Den episode fandt sted sidste år nogenlunde samtidig med, at han sendte videoen til eks-kæresten.

Manden valgte at modtage dommen.