Forsvarsadvokat Nicolai Berg argumenterer mandag i Retten i Randers for, at en 50-årig mand, der er tiltalt for at voldtage en 89-årig kvinde i 2015, er uskyldig.

- Der er intet i sagen – ingen vidner eller tekniske beviser – der modsiger hans forklaring, siger han under sin procedure.

Forsvareren mener, at hans klient skal frifindes, mens anklager Birgitte Ernst kræver ham idømt fire års fængsel.

Den 89-årige kvinde blev voldtaget uden for sin landejendom i Over Fussing ved Randers i september 2015.

DNA-spor fra sædrester på kvindens ble og tøj, som hun havde på under overgrebet, matcher med den 50-årige mand, der mandag sidder på anklagebænken og nægter sig skyldig.

Men sædresterne kan være havnet der, hvis den tiltalte ikke havde fået vasket hænderne ordentligt, efter at han havde ”lettet trykket”, lød forklaringen fra den tiltalte.

Han arbejdede i september 2015 i området omkring kvindens bopæl. Et par dage inden forbrydelsen var han forbi ejendommen for at hjælpe kvinden ud af et skur, som hun havde forvildet sig ind i, har den 50-årige forklaret.

Forsvarer Nicolai Berg har ”et andet bud på en gerningsmand”.

Han peger på, at flere vidner umiddelbart efter forbrydelsen forklarede, at de havde set en hvid bil på størrelse med en stationcar køre op mod ejendommen i Over Fussing omkring gerningstidspunktet.

Beskrivelserne af bilen harmonerer ikke med den bil, som den tiltalte kørte i tilbage i 2015.

Et vidne vurderede også, at manden, der førte bilen, var omkring 50 til 60 år og røg cigaretter. På ejendommen fandt politiet et cigaretskod med DNA, der ikke matcher den 50-årige tiltalte.

- Det rigtige svar på en uopklaret forbrydelse er ikke bare at dømme en, men at dømme den rigtige, lyder det fra forsvareren.

Sagen har siden 2015 været uopklaret. Men sidste år fandt politiet et DNA-match med en person fra den 50-åriges familie, og det førte til en tiltale.

Den 50-årige er også tiltalt for tre forhold af blufærdighedskrænkelse ved at have optaget videoer af ældre mennesker i intime situationer.

På den tiltaltes computere og telefoner har politiet fundet pornografisk materiale med ældre mennesker.

Anklageren har fremhævet søgninger som "masturbate in front of granny" og "senile granny abused".

Men det er ifølge forsvaren og den tiltalte selv forkert at fokusere på de specifikke søgninger, når der også ligger meget andet materiale.

- Der er også ret langt fra at se porno på nettet og så gå ud og udføre det i virkeligheden, siger forsvareren.

Der afsiges dom i sagen senere mandag.

/ritzau/