En 31-årig mand vil i landsretten frifindes for at have voldtaget en kvinde i Ninna Hedeager Olsens seng.

Østre Landsret bør frifinde en 31-årig mand, der i byretten blev dømt for en voldtægt begået i teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsens (EL) seng.

Det mener forsvarer Hannah Krog.

I byretten blev manden dømt for at have voldtaget kvinden, da hun var ude af stand til at modsætte sig.

- Jeg mener ikke, at anklageren har ført bevis for, at hun var særlig beruset på tidspunktet, siger Hannah Krog.

- Man kan antage, at det meste af det (alkoholen, red.) var forbrændt på det tidspunkt, lyder det videre.

Der er i sagen ikke nogen objektive beviser for, hvilken promille kvinden har haft på tidspunktet, hvor voldtægten skal være sket.

Kvinden sov heller ikke, påpeger Hannah Krog.

- Hun fortæller, at hun vågner ved, at tiltalte har gang i alt muligt. Hans hænder var ud over det hele.

- Det viser dels, at hun var vågen, men også, at hun vågner ved blide berøringer. Han aer hende hen over ryggen, siger forsvareren.

Det var søndag morgen 31. marts sidste år, at borgmesteren, kvinden, manden og en fjerde person endte sammen i borgmesterens seng efter en fest og bytur.

Her lå de alle fire og talte, inden de faldt i søvn. Efter kort tid vågnede manden og havde lyst til sex. I løbet af aftenen havde han haft flere samtaler med kvinden, og de havde også kysset.

Derfor var han overbevist om, at hun også havde lyst til ham, har han fortalt.

Forsvareren mener, at kvinden kunne have sagt fra.

- Hun havde alle muligheder for at reagere. Hun kunne have trukket sig, siger Hannah Krog.

I sengen tog manden også på borgmesteren. Det mener han selv, var en fejl, og han forklarer, at han stoppede, da han opdagede, at han tog på hende.

Det forhold blev han også dømt for i byretten. Retten fandt dog ikke, at han rørte borgmesteren på brysterne, men at han havde taget fat om hendes hofter.

Senioranklager Emil Folker kræver i landsretten manden idømt en hårdere straf på fængsel i et år og to måneder.

Dommen ventes senere torsdag.

/ritzau/