Onsdag blev det for anden gang afgjort, at man forlænger varetægtsfængslingen af den 23-årige mand, der sammen med sin bror er sigtet for at tæske en 28-årig dansk-tanzanisk mand så voldsomt, at han døde på Bornholm sidst i juni.

Dog var det ikke overraskende for hverken forsvarer eller anklager i sagen. Faktisk var spørgsmålet om varetægtsfængsling slet ikke det vigtige for forsvarer Asser Gregersen.

»Formålet med retsmødet i dag var ikke at få løsladt klienten, men at samle nok journalister til at få motivet for hændelsen frem i lyset,« siger han, da B.T. taler med ham efter retsmødet.

»Det lykkedes jo,« fortsætter han.

Det var her, drabet fandt sted, og en forbipasserende fandt liget af Phillip Mbuji Johansen.
Det var her, drabet fandt sted, og en forbipasserende fandt liget af Phillip Mbuji Johansen. Pelle Rink

I retten kom det således frem, at den 23-årige under en afhøring har fortalt, at han og hans storebror ville give den nu afdøde 28-årige, Phillip Mbuji Johansen, en lærestreg.

Samme dag havde brødrenes mor angiveligt fortalt dem, at hun var blevet voldtaget af den nu afdøde.

Sagen fik allerede dagen efter drabet stor opmærksomhed på sociale medier. Her har flere spekuleret i, om der var tale om et racistisk motiveret drab, da Phillip Mbuji Johansen havde en mørk hudfarve.

Det var vigtigt for både Asser Gregersen og hans klient, den sigtede 23-årige mand, at få lagt låg på spekulationerne, siger forsvareren.

»Det havde intet med det at gøre,« læste forsvarer Asser Gregersen op fra et udskrift af en afhøring af den yngste af brødrene.

Asser Gregersen var ikke i tvivl om, at varetægtsfængslingen ville blive forlænget med yderligere fire uger, som anklageren ønskede.

Varetægtsfængslingen af den ældste bror på 25 år blev ikke behandlet i retten, da han har accepteret ønsket om forlængelse.

Anklager i sagen, Benthe Pedersen Lund, siger til B.T., at det var oplysninger, der under alle omstændigheder ville komme frem på et tidspunkt. Hun har på nuværende tidspunkt ikke mere at sige om dem.