'Kryptomanden' bliver han kaldt. Den 32-årige mand, der formelt – også – er sigtet for drab eller medvirken til drab i sagen om den forsvundne norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen.
Han er desuden sigtet for bortførelse og har derfor flere sigtelser mod sig end den ligeledes drabsmistænkte Tom Hagen. Noget, han er meget uforstående overfor, siger hans advokat til norske Dagbladet.
Han nægter sig således skyldig i begge dele:
»Han siger, at han intet har at gøre med sagen. Han kæmper meget med det. Det siger sig selv,« lyder det fra forsvarsadvokat Dag Svensson, der fortsætter:
»Det er ikke rart, og det er en stor byrde at bære rundt på.«
Den 32-årige mand er koblet til sagen, fordi han kender Tom Hagen. Relationen mellem dem er ikke nær, men de mødtes formelt to gange forud for det formodede drab, der skulle have fundet sted i forbindelse med Anne-Elisabeth Hagens forsvinden 31. oktober 2018.
Møderne, som fandt sted fra slutningen af 2017 til starten af 2018, skulle have omhandlet kryptovalutaen bitcoins – deraf den sigtedes kaldenavn i pressen.
Ifølge det norske medie skulle den computerkyndige 'Kryptomand' have opsøgt et af Tom Hagens selskaber i forsøget på at få dem til at investere i valutaen.

Men hvordan bliver en mand med interesse for kryptovaluta pludseligt involveret i en drabssag? Det gør han blandt andet, fordi den løsesum, der blev krævet i forbindelse med Anne-Elisabeth Hagens forsvinden, skulle udbetales i monero – en anden form for kryptovaluta.
På grund af den 32-åriges kontakt til Tom Hagen og viden om kryptovaluta valgte norsk politi at hive ham ind til en snak. I første omgang som vidne.
Her skulle han have forklaret, at Tom Hagens forståelse for kryptovaluta var svært begrænset. Milliardæren forstod kun en smule af konceptet, lød det.
Efterfølgende blev 'Kryptomanden' selv sigtet i sagen. Først for drab eller medvirken til drab. Siden for bortførelse.

Den 32-årige, der officielt har været mistænkt i sagen siden foråret, er blevet afhørt i alt fire gange, siden politiet sigtede ham. Sidste afhøring fandt sted i juli, fortæller hans forsvarsadvokat.
Men det er altså ikke, fordi han nægter at lade sig afhøre. Modsat Tom Hagen taler den 32-årige mand gerne med politiet, lyder det.
Den mistænkte, der af bekendte beskrives som en rolig, tilbageholdende type, har på intet tidspunkt siddet fængslet i sagen.
Anklagemyndigheden har heller aldrig begæret ham varetægtsfængslet, selv om han har to alvorlige sigtelser hængende over hovedet.
»Han er sigtet for begge dele, så han har flere sigtelser end Hagen. Men politiet har oplyst, at drabssigtelsen ikke er aktuel, og at den blot er en formalitet,« fortæller forsvarer Dag Svensson.
Adspurgt, hvorfor man ikke har frafaldet drabssigtelsen, oplyser norsk politi, at den består, indtil den eventuelt frafaldes på et højere niveau i anklagemyndigheden.

