Sanjay Shah er torsdag ved Retten i Glostrup blevet idømt fængsel i 12 år. Han ankede dommen på stedet.
Kåre Pihlmann, der er advokat for den nu bedrageridømte brite Sanjay Shah, siger foran Retten i Glostrup, at han er skuffet over dommen til hans klient.
- Når man har været forsvarer for manden og efter otte år står med en historisk hård dom, er det skuffelse, der står som den dominerende følelse, siger han til en journalist fra TV 2.
Sanjay Shah er torsdag ved Retten i Glostrup blevet idømt 12 års fængsel. Han ankede dommen på stedet.
Det var ifølge Kåre Pihlmann ikke en svær beslutning, om dommen skulle ankes.
- Han har ikke noget at tabe - det kan ikke blive værre, siger han.
Retten har vurderet, at Sanjay Shah havde en helt central rolle i et svindelnummer, som lænsede statskassen for milliarder af kroner.
Ud over fængselsstraffen blev Shah udvist af Danmark og frakendt retten til at indgå i erhvervsmæssig ledelsessammenhæng.
Han fik derudover konfiskeret et beløb på mere end syv milliarder kroner. Det nøjagtige beløb er 7.220.184.697.
Anklager Marie Tullin fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) er i modsætning til forsvareren tilfreds med dommen.
- Vi fik medhold i både skyld og udmåling af straffen og de øvrige ting, der var påstået med konfiskation og så videre. Så det er svært at sige andet, end at vi er rigtig tilfredse med dommen i dag, og med at vi har nået den her milepæl i det store ubbytteskatkompleks, vi har arbejdet med i mange år, siger hun foran Retten i Glostrup.
- Der er ikke set lignende tilfælde på grund af omfanget og beløbet. Så derfor har vi også ment, at hvis man skulle udnytte hele strafferammen, så var det her.
Hun forklarer, at de mange penge, som Shah er dømt for at svindle statskassen for, først kan inddrives, når der er en endelig dom.
- Når sagen er afgjort, kan man forsøge at inddrive pengene. Det er politiets sporingsenhed, der står for det, siger hun.
En anden af Shahs forsvarere, Mikael Skjødt, fortæller, at der var nogle vidner, som de gerne vil have haft i sagen i Glostrup, men ikke fik. Han håber, at de kan komme i landsretten.
- Der går nogle år, inden landsretten finder tid til denne sag. Der kan vi håbe, at de forhindringer, der gjorde, at nogle vidner ikke dukkede op, måske gør, at vidnerne kan komme og kaste lys over sagen, siger han til Ritzau.
/ritzau/
