Advokat afviser, at HA planlagde at dræbe bandelederen "Lille A". Ellers ville det nok være sket, siger hun.

- Måske var den 30. juni bare en ganske almindelig dag.

Sådan lød det tirsdag fra forsvarsadvokat Merethe Stagetorn, der repræsenterer den 37-årige HA-rocker "Mujaf" ved den store rockersag i Retten i Glostrup.

Her er HA'eren anklaget for at have planlagt og givet ordre til, at andre skulle skyde det ledende medlem af Blågårds Plads-gruppen, "Lille A", den 30. juni 2009 på Nytorv i København.

Drabet blev aldrig til noget, og Merethe Stagetorn afviser, at det nogensinde var planen.

- Mig bekendt er Lille A i live i dag, selvom han er en erklæret ærkefjende af HA, sagde hun i retten med henvisning til, at Hells Angels har udpeget "Lille A" som fjende i et såkaldt manifest på internettet.

- Der er ingen, der skal bilde mig ind, at det ikke kunne lade sig gøre at få ram på ham, hvis det var det, man ville. Jeg tror ikke, at der har været sådanne planer, og selv hvis der har, så har man har simpelthen valgt at droppe dem, sagde Stagetorn.

Historien om det planlagte drab på bandelederen stammer fra den tidligere AK81'er M, der har været politiets hovedvidne i sagen mod "Mujaf" og 15 andre rockere.

Ifølge M blev drabet på Lille A planlagt på en kirkegård i Ishøj af frygt for aflytning i rockernes klubhus.

Rockerne mødtes ifølge M tre gange på kirkegården for at børste detaljerne af i planen, hvor "Lille A" midt på dagen skulle skydes fra en motorcykel på den travle plads foran byretten.

- Hells Angels og Blågårds Plads er værste fjender. Det ville have stor signalværdi og give respekt at skaffe Lille A af vejen, har M sagt i sagen.

"Lille A's" storebror, som kaldes "Store A", var 30. juni 2009 i retsbygningen på Nytorv, hvor han var anklaget for at bestille lejemord.

Derfor regnende rockerne ifølge M med, at "Lille A" ville dukke op.

/ritzau/