Britta Nielsen samarbejder gerne om efterforskningen af den spektakulære svindelsag i Socialministeriet, hvor hun er sigtet for at have begået svindel for 111 millioner kroner.

Britta Nielsens advokat, Nima Nabipour, ønsker over for B.T. ikke at fortælle, hvornår han sidst har været i kontakt med sin klient. Men der har været kontakt, bekræfter han.

»De seneste dage har vi haft drøftelser om, at hun gerne vil til Danmark, og at hun gerne stiller op til efterforskningen,« siger han.

Mandag morgen skrev Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i en pressemeddelelse, at Britta Nielsen var blevet anholdt omkring kl. 5.30 i en lejlighed i den sydlige del af Johannesburg i Sydafrika.

Det var de sydafrikanske myndigheder, der stod for anholdelsen, men efterforskere fra det danske bagmandspoliti var til stede.

Der vil nu blive sendt en officiel udleveringsanmodning til Sydafrika med henblik på at retsforfølge Britta Nielsen i Danmark.

Yderligere tre personer mistænkes for at være indblandet i sagen.

En af de involverede - en mand - blev anholdt den 30. oktober i Johannesburg International Airport, da han forsøgte at forlade landet.

Sagens hovedperson, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, var afdelingsleder i Socialstyrelsen frem til 26. september 2018, hvor hun blev mistænkt for groft underslæb.

En intern undersøgelse peger foreløbig på, at Britta Nielsen har svindlet for 111 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsen til egne konti. Beløbet ventes dog at stige.

Svindlen skal være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger. Svindlen kan dog være begyndt allerede i 1997, oplyste bagmandspolitiet onsdag.

TV2/Fyn har fået aktindsigt i et domsbogsudskrift fra Sø- og Handelsretten fra den 4. oktober.

Heri står der, at der i skifteretten, hvor Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev erklæret konkurs, oplyste hendes advokat Nima Napipour, at hans klient har sagt, at 'hvis hun modtager en opkrævning, må hun betale, og at hun i øvrigt tager det, som det kommer'.