En 72-årig tysk kvinde har onsdag formiddag mistet livet i en drukneulykke ved Henne Strand. 

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.

Kvinden forsvandt onsdag morgen under en svømmetur ved Henne Strand i det sydvestlige Jylland. 

Det fortalt vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, Jesper Berthelsen, til B.T. kort efter, at redningsaktionen var gået i gang. 

Omkring klokken halv ti oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X, at kvinden var blevet fundet, men at hendes tilstand var ukendt.

»Hun er lige fundet i vandet og bliver fløjet til hospitalet,« lød det.

Vagtchef Søren Strægaard Jensen siger til JydskeVestkysten, at kvinde havde været i vandet i 2,5 time. 

Anmeldelsen kom klokken 9.11.

Det var kvindens mand, der meldte hende savnet, fordi hun ikke kom hjem efter sin svømmetur. 

»Kvinden er en god svømmer og tager ud på en morgensvømmetur. Da hun ikke er kommet hjem efter halvanden time, bliver hendes mand bekymret. Han finder hendes tøj og sandaler efterladt på stranden,« fortalte vagthavende ved Forsvarets Operationscenter.

Forsvaret sendte en helikopter i luften, og brandvæsenet deltog i eftersøgningen og havde en båd på vandet. 

Eftersøgningen fra luften blev besværliggjort af vejret i området, som gjorde det vanskeligt at se ned i vandet.