»Vi leder stadig aktivt efter ham.«
Fire døgn er nu gået, siden den savnede mand ved navn Alvaro forlod sit hjem på Gråbrødre Torv i København og forsvandt.
Både betjente, hunde og droner har været i gang i forbindelse med arbejdet for at finde den ældre mand, der lider af Alzheimers – men indtil videre har det ikke ført noget med sig.
Søndag morgen fortæller vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi, at man derfor fortsat leder ham.

»Vi har søgt videoovervågning og lignende, men ja... Tiden går. Tiden løber fra os,« siger han.
Den 80-årige Alvaro gik fra Gråbrødre Torv i København første juledag – den 25. december – klokken 21.45.
Siden har han været væk.
Selvom politiet både fredag og lørdag oplyste, at man havde fået nye billeder og videoer af den savnede mand, er han endnu ikke fundet.

»Vi ved, at han har bevæget sig rundt i Indre By, efter han gik fra sin adresse – altså indenfor søerne,« forklarede Esben Godiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi, lørdag til B.T.
Det betyder dog ikke, at han ikke kan være kommet længere end Indre By i København.
»Hjælp gerne ved at gennemse jeres dashcams eller andet overvågning,« lød appellen fra politiet lørdag på X.
Den savnede mand beskrives som gråhåret med sorte briller, omtrent 175 centimeter høj og spinkel af bygning.
Han drog afsted iført en jakke og mørke bukser, samt med en Fjällräv-rygsæk og kasket.
Kan man hjælpe Københavns Politi med oplysninger i sagen, opfordres man til at ringe 1-1-4.

