Han forsvandt sporløst før jul, og siden har familien ikke set ham.

Men nu har politiet nyt i sagen.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi, befinder tyske Dennis Kuban sig formentligt stadig på Rømø, hvor hans bil juleaften blev fundet aflåst i Havneby.

Et vidne har med stor sandsynlighed set Dennis Kuban ved Brugsen i Havneby.

I en pressemeddelelse skriver politiet:

'Det peger i retning af, at han fortsat opholder sig på Rømø, og derfor beder politiet om, at alle sommerhusejere og dem, der har opsyn med sommerhuse på Rømø, kigger husene efter for at se, om den savnede mand har taget ophold der.'

Mads Danmark er efterforskningsleder.

Han siger:

»Vi har en klar formodning om, at han er her et sted. Han har det formentligt skidt og har brug for hjælp, så derfor skal vi have fundet ham hurtigst muligt.«

Syd- og Sønderjyllands Politi har – sideløbende med efterforskningen – søgt efter den tyske statsborger både med hunde og helikopter, ligesom politiet i samarbejde med den lokale redningsstation har søgt i og omkring havnen. Uden resultat.

Den 43-årige Dennis Kuban forlod sin bopæl i Tyskland før jul i nedtrykt sindstilstand.

Signalementet på Kuban lyder: 178 centimer høj. Han har brunt hår og er fiørt en sort jakke, en mintgrøn hættetrøje, mørke jeans, og grå sko.

Har du oplysninger, så kontakt politiet på telefon 114.