Forstander på SINE Efterskole i Sønderjylland bekræfter nu, at bussen, der onsdag aften er væltet ved Agerskov, havde 27 elever fra efterskolen ombord.
Eleverne var på vej hjem fra en håndboldkamp, da busulykken skete, forklarer forstander, Bjarne Hansen til TV Syd.
»Der er ingen, der er kommet alvorligt til skade, og de fleste elever er tilbage på skolen igen. Enkelte er til tjek på skadestuen i Aabenraa,« lyder det fra forstanderen.
Han oplyser desuden, at kriseberedskabet for eleverne er iværksat, og at man allerede har kontaktet alle forældre.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at mellem tre og fem af passagererne i bussen er lettere tilskadekomne efter ulykken.
De til skadekomne har fået forstuvninger, mens en enkelt kan risikere at have fået en hjernerystelse, oplyser ordensmagten til Ritzau.
Bussen ligger i øjeblikket på siden i en grøft, og både politi og redningsberedskab er til stede, hvorfor der er afspærret mellem Bovvej og Østergårdvej.

