Det var den 16-årige Rebecca Sofie Bach Poulsen, der i går styrtede i døden fra tredje sal i en lejlighed på Amager

Det bekræfter efterskoleforstander Esben Jensen fra Vejstrup Efterskole, hvor Rebecca havde gået i 9. klasse og var i gang med sit 10. skoleår.

- Hun var en dejlig, glad og smilende pige og utroligt vellidt af alle lærere og elever, siger Esben Jensen til bt.dk og fortæller, at hun gik der på grund af sin interesse for gymnastik.

Det var en forbipasserende, der fandt den 16-årige pige på fortovet foran nummer 4 i Lybækgade på Amager i København, hvor Rebeccas mor boede. Der havde været fest i lejligheden natten igennem, inden ulykken skete lidt over 8 torsdag morgen. Gennem hele dagen i går var der mystik om, hvordan ulykken kunne ske. Var hun sprunget, faldet eller blevet skubbet? Efter nøje undersøgelser og afhøringer af en gruppe jævnaldrende og chokerede unge, der befandt sig i lejligheden, da politiet nåede frem til ulykkesstedet, kom de frem til den konklusion, at der var tale om en tragisk ulykke.

- Jeg er meget påvirket og rørt. Som medarbejder på en efterskole kommer man tæt på eleverne og kommer til at kende dem rigtig godt. Så det gør ondt. Det er ulykkeligt, urimeligt og uretfærdigt, at en pige kun skal blive 16 år, siger Esben Jensen, der er tydeligt berørt af situationen.

Han fortæller, at der vil være sorgbehandling, når eleverne kommer tilbage fra juleferie.

- Sorgbehandlingen går selvfølgelig ud på, at der er nogle fælles ting, der skal gøres og siges. Men derudover er det selvfølgelig meget individuelt, hvor stort behovet er. Der er nogle, der vil være lidt mere traumatiserede, så det vil være sorgbehandling på forskellige niveauer. Det har vi nogle planer for, hvordan vi vil gøre, men selvfølgelig kan man aldrig forudse den konkrete situation, siger Esben Jensen.