Forstander Truels Truelsen fra Lundby Efterskole nægter sig skyldig i at have et juridisk strafansvar i Præstø-ulykken. Det stod klart torsdag formiddag, da domsmandssagen ved Retten i Nykøbing Falster blev indledt.

Den 57-årige forstander er - sammen med efterskolen - tiltalt for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af loven om sikkerhed til søs. Både forstanderen og skolen som juridisk person nægter sig skyldige, meddelte deres forsvarer ved sagens start.

Fra sin plads ved siden af sin forsvarer Peter Giersing følger han opmærksomt sagen med en alvorstung mine.

Forstander Truels Truelsen var sammen med sin kone blandt de allerførste, der en time før sagens start tog plads i retssalen ved Retten i Nykøbing Sjælland. Da BT henvendte sig til ham, meddelte han venligt og imødekommende, at han ikke havde lyst til under sagen at lade sig interviewe, ligesom han ikke vil give de fremmødte medier lov til at fotografere ham til og fra retten, hvilket han som tiltalt har ret til at bestemme.

BTs snak med forstanderen blev dog brat afbrudt, da hans kone med et skriglilla sjal over skuldrene lagde sig imellem og kategorisk afbrød samtalen med ordene:

- Vil du ikke godt lade min mand være, tak.

Herefter gik hun hen til den plads, hvor hendes mand skulle sidde, og lagde en pose Domino-lakridser parat til han inden dagens retsmøde. Det bliver dog først i morgen, at Truels Truelsen skal afhøres som sagens første vidne. I dag vil hele retsmødet gå med, at sagens anklager og forsvarer forelægger sagen.

På tilhørerrækkerne sidder bl.a. flere af forstanderparrets bekendte, og på de normale nævningepladser, der er forsynet med skriveskranker, følger knap en snes journalister sagen.

følge anklageskriftet var der tale om ’grov fejl eller grov forsømmelse’, da de 13 elever i 16-års alderen og deres to lærere i vinterkulden 11. februar 2011 sejlede ud mellem isflagerne på Præstø Fjord. Efter anklagerens mening var dragebåden ikke ’egnet til den pågældende sejlads’.

Blandt andet fordi ikke alle eleverne kunne svømme godt nok, fordi man ikke medbragte korrekt udstyr til nødmelding, og fordi eleverne ikke var iført udstyr, der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Efter planen er der afsat 10 retsdage til domsmandssagen, hvor dommer Charlotte Thorlaksen får hjælp af to søkyndige meddommere til at afgøre, om Lundby Efterskole og forstander Truels Truelsen bør straffes for Præstø-ulykken. De to søkyndige domsmænd er udvalgt fra en liste over søkyndige, som Domsstolsstyrelsen har udarbejdet.

Inden sagens start har både anklager og forsvarer godkendt de to søkyndige meddommere, som byretsdommeren har foreslået.