Han blev stukket 11 gange med kniv.
Og slået seks gange med en spade og 10 gange med et skuffejern.
Og så fik han også et såkaldt stempelspark, så han bagefter var i livsfare på grund af den hårdhændede behandling.
Sådan kan man kortfattet opregne den vold, som en 27-årig mand om natten 2. marts i år blev udsat for i Tauba-moskeen på Dortheavej 45 i Københavns Nordvestkvarter.
Tirsdag morgen sidder fire mænd i alderen 15-61 år tiltalt ved byretten på Frederiksberg for overfaldet i moskeen.
En af dem anklaget for drabsforsøg – de tre andre for at deltaget med grov vold.
Da politiet blev tilkaldt til området ved moskeen via en alarm klokken 04.46, blev det livsfarligt kvæstede offer fundet ganske tæt på moskeen.
Men selve overfaldet fandt ifølge anklageskriftet sted to minutter tidligere inde i moskeen, hvor den 27-årige mand forsøgte at flygte fra stedet ned ad en trappe.
Her blev han dog ifølge tiltalen indhentet, holdt fast og udsat for både knivstik, spark samt slag med både en spade og et skuffejern af de fire tiltalte.
Angiveligt blev hændelsen fanget på et af moskeens overvågningskameraer.
Efter fundet af den forslåede og blødende mand, der blandt andet viste at have fået brækket en halshvirvel, to ribben og sit højre skulderblad, afspærrede politiet hele området omkring moskeen.
Og i de følgende timer blev over en halv snes anholdte ført ud fra moskeen iført håndjern og hvide dna-dragter, inden de i mindre hold i politiets transportvogne blev kørt til retsmedicinsk undersøgelse og afhøring.
Du kan se en video af nogle af de anholdte blive ført væk af politiet her:
Det Islamiske Trossamfund, som driver Tauba-moskeen, har i en udtalelse tidligere forklaret, at de sigtede forsøgte at »forsvare sig« mod den 27-årige mand, der i dagene forud for knivstikkeriet flere gange havde opsøgt moskeen.
Han var ifølge foreningen ikke forinden tilknyttet eller kendt af moskeen, men skabte angiveligt med sin adfærd både »uro og frygt«.
Anklagemyndigheden hos Københavns Politi har rejst sagen som en nævningeting. Det viser, at anklageren vil gå efter en straf på mindst seks års fængsel til i hvert fald en af de tiltalte.
Da to af de tiltalte er under 18 år, vil anklagemyndigheden desuden have, at de også skal have deres sager behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis de bliver dømt i straffesagen.
Nævnet træffer afgørelser i sager, hvor børn og unge i alderen 10-17 år er mistænkt eller dømt for kriminalitet. Det kan fastsætte foranstaltninger, eksempelvis at personen skal udføre frivilligt arbejde, deltage i konfliktmægling eller have en kontaktperson.
Og i yderste konsekvens kan et barn blive anbragt uden for hjemmet.
Nævningesagen på Frederiksberg vil efter planen strække sig over fem retsdage.