Forsikringsmand sigtet for at hjælpe Bandidos med skudattentat
En ansat i Codan tilgik ifølge sigtelse oplysninger hos selskabet og gav dem til Bandidos, der planlagde drab.
En ansat i Codan tilgik ifølge sigtelse oplysninger hos selskabet og gav dem til Bandidos, der planlagde drab.
Fem mænd med tilknytning til rockergruppen Bandidos er allerede dømt – to af dem livstid – for nedskydningen af en tilfældig hundelufter i Bagsværd i januar 2021.
Nu har politiet sigtet yderligere to mænd i forbindelse med episoden, som var en blandt flere i en større sag kaldet "Operation Blast" om bandekrig mellem rockergruppen Bandidos og banden NNV.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse torsdag.
Mændene blev begge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup torsdag, men løsladt i sagen.
Det er i første omgang en 47-årig mand, der ifølge politiets sigtelse har brugt sin ansættelse i et forsikringsselskab i planlægningen af et skudattentat i Bagsværd.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om en ansat i forsikringsselskabet Codan.
Ifølge politiets sigtelser foretog han 40 gange opslag i forsikringsselskabets datasystemer i en periode fra januar til marts 2021.
Hundelufteren blev skudt i Bagsværd den 13. januar. Gerningsmændene forvekslede ham med en anden og troede, at der var tale om et medlem af banden NNV.
Manden blev ramt af flere skud, men lægerne reddede hans liv.
Den 47-årige forsikringsmand muliggjorde ifølge politiets sigtelse, at det drabsforsøg kunne finde sted ved at overgive oplysningerne til Bandidos.
Ud over den 47-årige mand har politiet sigtet den 36-årige Nicky Rieks, der ifølge politiet var medlem af rockergruppen på gerningstidspunktet.
Han er i forvejen dømt for et andet drabsforsøg, der indgik i Operation Blast-sagen, hvor i alt otte mænd blev dømt.
Nicky Rieks er i forvejen dømt for drabsforsøg i Operation Blast-sagen, men ikke for drabsforsøget i Bagsværd.
Rieks var nemlig ikke blandt de fem, som var tiltalt for netop det forhold, men nu er han altså på bagkant blevet mistænkt for også at have haft en rolle i det.
Ifølge politiets sigtelse var det Nicky Rieks, som sendte adressen på hundelufteren til de medlemmer af rockergruppen, der udførte skyderiet.
Da Nicky Rieks og forsikringsmanden torsdag blev fremstillet i Retten i Glostrup, nægtede de sig begge skyldige, oplyser forsvarer Peter Secher til Sjællandske Nyheder.
Retten afviste at varetægtsfængsle dem og løslod dem i sagen, fortæller advokaten.
Nicky Rieks er dog alligevel ikke fri, da han i forvejen sidder fængslet efter en dom på 11 års fængsel.
Fire af de fem dømte for nedskydningen i Bagsværd har anket deres domme til Østre Landsret. Her behandles sagen i foråret 2028.
Ifølge sn.dk er der torsdag nedlagt navneforbud, for så vidt angår forretningsmanden, men ikke for Nicky Rieks.
/ritzau/