Forretningsmanden Martin Malm Hansen, der ufrivilligt medvirkede i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane«, er onsdag ikke mødt op i Retten i Glostrup, hvor han er tiltalt for grov hvidvask og momssvig.

Onsdag er første af tre planlagte dage i en retssag mod Martin Malm Hansen.

Dommeren i Retten i Glostrup siger, at retten ikke har oplysninger om, at der er sket forkyndelse for den tiltalte.

Udtrykket forkyndelse dækker over indkaldelser og andre vigtige beskeder til personer, der skal møde i retten.

Martin Malm Hansen er blandt andet tiltalt for hvidvask af 17,3 millioner kroner samt momssvig for 6,1 millioner kroner.

RITZAU