Politiet kender identiteten på den mand, som man tidligt søndag morgen skød og dræbte på Nørrebro, og som formodes at stå bag lørdagens terrorangreb i København.

Ved et pressemøde på Politigården i København oplyser repræsentanter for PET og Københavns Politi, at manden er identificeret, samt at man har fundet et våben, der muligvis er blevet brugt ved angrebene. Politiet har ikke offentliggjort mandens navn, men nøjes med at oplyse, at han er bosiddende i København.

Manden har tidligere været i PETs søgelys, oplyser efterretningstjenestens chef, Jens Madsen. Han vil dog ikke oplyse, hvorfor manden er blevet overvåget. Man har ikke kendskab til, at han skal have været i Syrien eller andre konfliktområder for at kæmpe.

Efterforskerne arbejder ud fra en tese om, at gerningsmanden har været inspireret af sidste måneds terrorangreb i Paris.

BNB