Mens én er dræbt og en anden for såret til at afgive forklaring til politiet, så bliver den sidste formodede smugler fra søndagens skudepisode i Aalbæk Havn søndag aften fremstillet i grundlovsforhør mandag. Politiet har beslaglagt 250 kilo hash i forbindelse med sagen.

En af de tre mistænkte norske smuglere, som endte i skudveksling med politiet søndag aften i Aalbæk Havn mellem Skagen og Frederikshavn, skal forklare sig i et lukket grundlovsforhør senere mandag. Det oplyste politiet på et pressemøde i Aalborg i kølvandet på skudepisoden.

En anden blev såret af politiets skud og er derfor endnu ikke i stand til at afgive forklaring, mens den tredje mistede livet.

Ifølge politiet endte det med skud på vandet, da de formodede smuglere forsøgte at flygte fra både dansk og norsk politi i en motorbåd, som også havde fragtet dem til Danmark. Den ene gerningsmand trak et skydevåben og skød mod ordensmagten. En betjent fra PETs særlige aktionsstyrke blev ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed ramt to gange i lysken, men er uden for livsfare, mens den ene af de mistænkte altså mistede livet af politiets modsvarende skud. Han blev blandt andet ramt i hovedet, fortæller politiet.

I forbindelse med aktionen har politiet beslaglagt 250 kilo hash og flere køretøjer, og et våben fra motorbåden er sikret. Nordjyllands Politi vil ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd i sagen, hvorfor grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre. Dog har eventuelt andre gerningsmænd ikke været med i den konkrete episode søndag aften.

Aktionsstyrken var med til episoden, fordi det lokale politi ikke er rustet til aktioner på vand, mens styrken er trænet i det.

Politiets Uafhængige Politiklagemyndighed er gået ind i sagen, fordi en mistænkt er blevet dræbt af politiet.