Den formodede seriekrænker i Trige skal nu varetægtsfængsles. Dermed er et 10 dage langt mareridt for borgerne i Trige slut.

Den 20-årige mand skal varetægtsfængsles i surrogat på psykiatrisk hospital frem til 6. oktober, hvorefter der vil være et nyt retsmøde.

Desuden skal manden mentalundersøges.

Det besluttede Retten i Aarhus under grundlovsforhøret fredag, hvor den 20-årige mand sad med armene over kors og svarede velvilligt på både anklagerens, forsvarerens og dommerens spørgsmål.

Her læste anklageren sigtelserne op, der lyder på i alt otte forhold, hvor manden blandt andet uden samtykke skulle have kysset, sparket og råbt efter flere unge kvinder i området omkring Trige.

Manden benægtede dog at have befamlet kvinderne på brysterne eller andre steder på kroppen.

På baggrund af det, der kom frem i retten, besluttede dommeren, at der er begrundet mistanke for, at det er den 20-årige, der har begået alle blufærdighedskrænkelserne siden den 30. august i år.

»Hvor ligger Brugsen henne?,« fortalte den 20-årige mand, at han har spurgt alle kvinderne om som det første, når han nærmede sig dem. I flere tilfælde har han efterfølgende spurgt efter deres Snapchat. En af pigerne var bange for, at han ville voldtage hende.

Manden, der i retten var klædt i brune bukser, en Peak Performance hættetrøje og sorte sneakers fra Nike, bor og går i skole i Randers, men har en far, der bor i Aarhus.

Det kom frem i retten, at han har befamlet flere af kvinderne og kommenteret på deres kroppe, og at han ikke er stoppet, selv da kvinderne har råbt og bedt ham om det. Manden erkendte delvist sigtelserne, men der var også flere episoder, han ikke kunne genkende.

Her ses det første billede, politiet offentliggjorde af gerningsmanden. Et af ofrene nåede at tage billedet.
Her ses det første billede, politiet offentliggjorde af gerningsmanden. Et af ofrene nåede at tage billedet.
Vis mere

Det er de episoder, der den seneste tid har fået borgerne i Trige til at frygte, hvornår manden næste gang ville slå til.

Den 20-årige mands far var også til stede i retten under grundlovsforhøret. Her spurgte forsvarsadvokat Helle Iversen ind til en række personlige forhold, som faren svarede på.

Faren fortalte, at den 20-årige mand tidligere er blevet undersøgt på et psykiatrisk hospital og udredt, og at han som 12-årig fik diagnosen »lettere retarderet.«

Det var også faren, der havde opdaget efterlysningsbillederne af sin søn i medierne og som derefter var gået med ham på politigården torsdag aften, hvor den 20-årige mand meldte sig selv.

Faren fortalte i øvrigt, at den 20-årige mand har haft ekstra støtte i skolen som barn, og at han også har talt med en skolepsykolog.

Det var på baggrund af de oplysninger, at retten besluttede, at manden nu skal varetægtsfængsles på psykiatrisk hospital og mentalundersøges.

Det var den 20-årige mand også selv indstillet på.

Dommeren lagde vægt på, at der med de oplysninger, der var kommet frem, var en risiko for, at han ville gå ud og fortsætte med flere blufærdighedskrænkelser.