Dommer finder begrundet mistanke om, at 20-årig mand førte bil, som påkørte og kvæstede 31-årig betjent.

En 20-årig mand, der sigtes for at have påkørt og kvæstet en betjent i Aarhus, er varetægtsfængslet til 16. juli.

Det har en dommer ved Retten i Aarhus afgjort.

Dommeren har fundet, at der er begrundet mistanke om, at det var den 20-årige mand, der førte bilen, som fredag torpederede en 31-årig betjent.

Det skete i krydset ved Åby Ringvej/Silkeborgvej i det vestlige Aarhus.

Betjenten pådrog sig flere hjerneblødninger og delvist sammenklappede lunger, fremgår det af sigtelsen, der blev læst op ved grundlovsforhørets begyndelse mandag klokken 13.

Han befinder sig fortsat i kritisk tilstand, lød det fra anklager Bjørn Fogh Sørensen, Østjyllands Politi, der læste sigtelsen op.

Den sigtede har ifølge sin forsvarsadvokat nægtet sig skyldig.

Grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre efter ønske fra anklagemyndigheden.

Det skyldes, at man endnu ikke har afhørt alle vidner til hændelsen.

Dommer Dot Buchtrup valgte at imødekomme ønsket om dørlukning.

- Det er en sag, der har stor bevågenhed. Men de vidner, der endnu ikke er afhørt, skal på nuværende tidspunkt ikke kunne læse i pressen, hvad der er sket, sagde hun om begrundelsen for dørlukningen.

Efter knap to timer var grundlovsforhøret forbi, og pressen blev igen lukket ind for at høre kendelsen.

Den sigtede ønskede ifølge dommeren ikke selv at afgive forklaring ved forhøret.

Manden er sigtet efter en række paragraffer, blandt andet om vold mod polititjenestemand og forsætlig fareforvoldelse.

Ifølge sigtelsen kørte manden med høj fart frem mod en betjent, der måtte springe for livet.

Herefter fortsatte han i høj fart frem mod krydset. Der var rødt lys, men manden fortsatte og påkørte den 31-årige betjent, der var i færd med at udlægge stop sticks for at stoppe bilisten.

Efter påkørslen fortsatte han ifølge sigtelsen med op mod 100 kilometer i timen på veje, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen.

Den sigtede har taget forbehold for at kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/