Der er sket en opsigtsvækkende udvikling i sagen om det brutale dobbeltdrab i Herlev.

Torsdag satte en ung svensk-somalisk mand sig i vidneskranken i Østre Landsret og ændrede pludselig sin forklaring.

»Jeg vidste godt, at han ville blive skudt, og man bad mig om at brænde bilen,« lød det fra den unge mand.

Den unge mand er 23-årige Mohamed Abdighani Ali, som har tilnavnet 'Makelele' og menes at være en af de ledende figurer i den svenske bande Dødspatruljen i Stockholm.

23-årige Mohamed Abdigahni Ali, også kendt som Makelele, ændrede forklaring i landsretten og erkendte medvirken til drab. Foto: Svensk politi
23-årige Mohamed Abdigahni Ali, også kendt som Makelele, ændrede forklaring i landsretten og erkendte medvirken til drab. Foto: Svensk politi

Han trådte ind i retten med en sort omvendt kasket og lagde den foran sig på bordet. Hans krøllede hår var samlet i en knold, og han var iført sort T-shirt og sorte tætsiddende træningsbukser, mens hans sorte Puma-tennissokker var trukket højt op over buksebenet.

I byretten sidste år nægtede han sig skyldig i alle anklager, men da han sad i vidneskranken i landsretten torsdag, erkendte han at have medvirket til drabet på det ene af de to ofre, fordi han kendte til drabsplanen og havde til opgave at brænde flugtbilen af efter drabet.

Han nægtede sig fortsat skyldig i det andet drab, og han nægtede at have været til stede under selve likvideringen, som anklagemyndigheden ellers mener, at han var.

Likvideringen fandt sted i Sennepshaven i Herlev en sommerdag i 2019. Det ene af de to ofre med tilnavnet 'Gucci' blev ramt af i alt 19 skud, mens den anden med tilnavnet 'Frankie' blev ramt af et skud i låret og døde af forblødning.

En brutal video viser likvideringen af de to unge mænd. Den viser fem gerningsmænd iført hættetrøjer og maskering. Den ene er bevæbnet med en AK47-automatriffel. Han løber hen til det ene offer, som allerede ligger skudsåret på jorden og affyrer 14 skud mod ham. Straks efter stiger de ind i en grå Audi og kører i høj fart fra Sennepshaven.

De to ofre var ifølge anklagemyndigheden medlemmer af den svenske bande Shottaz, som 'Frankie' menes at have været leder af. Ifølge svensk politi er Shottaz i krig med Dødspatruljen, og anklagemyndigheden mener, at likvideringen af de to fra Shottaz skete som led i bandekonflikten.

Da sagen kørte i byretten, forklarede 'Makelele', at han slet ikke var i Danmark på gerningstidspunktet, men det ændrede han torsdag i landsretten.

I landsretten forklarede han, at han »chillede« på Christiania og røg hash et par timer inden gerningstidspunktet. En ven fortalte ham om drabsplanerne mod 'Gucci' og spurgte, om han ville stå for at brænde bilen af efter drabet. Ifølge ham var vennen en anden end en af de fire andre tiltalte i sagen, men han ville ikke fortælle hvem.

Allerede nogle dage forinden havde vennen fortalt, at nogen havde fundet ud af, at 'Gucci' var i Danmark, og at han ville ramme ham, forklarede 'Makelele'.

Han fortalte videre, at han kort efter snakken med vennen på Christiania tog en pirattaxi til Nærum, hvor han skulle brænde den grå Audi af. Ifølge ham kom fem mænd, som han ikke ville sætte navn på i retten, kørende. De steg ud, smed deres tøj ind i bilen og kørte videre i en anden bil, forklarede han.

Derefter hældte 'Makelele' tændvæske ud over bilen, satte ild til den og kørte derfra i pirattaxien, forklarede han.

Ilden fik imidlertid ikke ordentlig fat, og politiet fandt senere bilen, der var fyldt med trøjer, huer, tændvæske og AK47-riflen. Politiets undersøgelser viste efterfølgende, at de tiltaltes dna var på en eller flere af genstandene.

'Makeleles' dna var også på blandt andet en trøje, en hue og nogle handsker samt på bilen. Anklageren ville torsdag gerne vide, hvordan hans dna kunne havne på de forskellige ting i bilen, hvis han kun havde stået for at brænde den af.

Han forklarede, at han havde haft trøjen og handskerne på, og at han havde rakt armen ind i bilen for at tage bøtten med tændvæske, og at det kunne stamme derfra.

'Makelele' nægtede at være medlem af en bande, og ifølge ham har han ingen konflikt med 'Gucci', som blev likvideret.

Adskillige betjente bevogtede torsdag Østre Landsret både uden for og inde i retsbygningen på grund af ankesagen om dobbeltdrabet i Herlev.
Adskillige betjente bevogtede torsdag Østre Landsret både uden for og inde i retsbygningen på grund af ankesagen om dobbeltdrabet i Herlev.

Da retsmødet sluttede, fik 'Makelele' og de andre tiltalte spændt deres hænder fast og ført ud af lokalet.

Kort efter bremsede betjente trafikken ude foran retsbygningen, og store politivogne med de tiltalte kørte forbi med fuld udrykning i høj fart. Udrykningen blev slået til på vej tilbage til deres respektive fængsler af sikkerhedshensyn i forhold til udefrakommende personer, forklarede betjentene.

Ankesagen fortsætter i Østre Landsret fredag. Der er afsat i alt otte retsdage, og der ventes dom 9. juli.