Med dommerstemmerne 9-0 er en 30-årig mand blevet frifundet i en sag om københavnsk skudepisode.

København: Et formodet ledende medlem af banden Brothas kunne onsdag eftermiddag ånde lettet op, da et enigt nævningeting i Københavns Byret frifandt ham for drabsforsøg.

Det oplyser hans forsvarer Anders Schønnemann til Ritzau.

Kort før midnat 15. december sidste år blev der affyret flere skud mod en bil, der kom kørende forbi moskeen i Rovsinggade i Nordvestkvarteret i København. Bilen blev ramt af et par skud, men ingen personer kom noget til.

Ifølge politiet faldt skuddene som led i en konflikt mellem Brothas, der holder til i Mjølnerparken, og grupperingen B27, som holder til omkring Bellahøj.

Dagen efter skyderiet blev den nu 30-årige mand anholdt, og han har siddet varetægtsfængslet siden.

Det var blandt andet forklaringer fra dem, der blev beskudt, som førte til anholdelsen og siden fængslingen af manden fra Brothas.

Vidnernes forklaring og fundet af ni krudtpartikler på den 30-årige betød, at anklagemyndigheden besluttede at tiltale ham for drabsforsøg. Men vidnerne trak senere deres forklaring tilbage.

Anklagemyndigheden mente dog, at deres oprindelige forklaringer var de rigtige.

Men retten fandt, at vidnernes forklaringer var utroværdige, og fundet af krudtpartikler på den tiltalte var ikke i sig selv nok til at dømme ham for drabsforsøget.

Nævningetinget frifandt derfor den 30-årige med dommerstemmerne 9-0.

- Jeg er meget glad. Det er den helt rigtige afgørelse, for der er åbenlyst rimelig tvivl om, at min klient er skyldig, siger den 30-åriges forsvarer Anders Schønnemann efter dommen.

/ritzau/