'Det skal bare være så brutalt som muligt, bror. En, to skal dø.'
Sådan lød en noget direkte og kynisk besked over den lukkede og krypterede beskedtjeneste SKY.
Beskeden skulle senere vise sig at blive til virkelighed, efter tre unge mænd blev lokket i et dødeligt baghold på parkeringspladsen foran supermarkedet Meny i Kalundborg i november 2020.
Beskederne på den krypterede tjeneste spiller en helt central rolle i dobbeltdrabet, hvor anklagemyndigheden mener, at to ledende bandemedlemmer i LTF har planlagt og instrueret fem nu dømte mænd i drabene. Selv nægter de sig skyldige og påstår frifindelse.
Den ene tiltalte henviste onsdag ved Retten i Holbæk til, at han havde søgt tilflugt fra Greve til Silkeborg i 2019 – efter at være blevet alarmeret af politiet om, at hans liv var i fare.
»Jeg blev ringet op af en person fra politiets bandeafdeling, der sagde, at de gennem vandrørene havde hørt, at mit liv var i fare,« forklarede han.
Og dråben faldt, da han omkring samme tidspunkt blev knivoverfaldet af nogle gerningsmænd, der havde ligget på lur og ventet på, han forlod et træningscenter i Greve-området.
»Mit liv var i fare. Der var mange, der var efter mig,« forklarede han.

Stålfast slog den skaldede mand med mørkt skæg derfor gentagne gange fast, at han altså intet havde med drabene i Kalundborg at gøre. Han understregede, at han hverken kendte de to, der blev slået ihjel, eller ham, der blev forsøgt dræbt.
»Jeg har aldrig hørt om dem før. Jeg har aldrig mødt dem og kan ikke sætte ansigt på dem,« lød det.
I retten forklarede han, at han tidligere har været lokal præsident for LTF i Greve, men at han efter eget udsagn forlod grupperingen i 2017, fordi han skulle have et barn. Og det var netop, fordi han udtrådte af gruppen, at han fik problemer.
»Det var en af grundene til, at jeg blev stukket ned. Når man har været medlem af noget, så vil der altid blive kigget skævt på en. Når man udtræder, kan folk ikke så godt lide det,« slog han fast.
Men selvom de to drabstiltalte mænd ikke har affyret nogen af de dødelige skud, er specialanklager Anja Lund Liin ikke i tvivl om deres rolle i sagen. Hun henviser i stedet til, at de har haft en profil på den krypterede tjeneste, hvor de har haft en central rolle i planlægningen af dobbeltdrabet.
»Min påstand er, at i stedet for at gøre det selv har de hjulpet, instrueret og måske styret de personer, der har udført dem (...). Nu er det op til mig at bevise, hvem der gemmer sig bag de her bogstavkombinationer i profilerne,« lød det, hvorefter hun spurgte ekspræsidenten, om han havde haft sådan en SKY-telefon før.

»Nej. Men jeg har hørt om det i medierne og i Vestre Fængsel, hvor mange sidder på Encro og SKY (krypterede tjenester, red.), som bruges til narkohandel.«
Du har ikke kendskab til nogen, der har haft sådan en?, spurgte anklageren.
»Nej, jeg spørger ikke, hvad folk har i lommen,« svarede ekspræsidenten kækt tilbage.
Anklageren fremhævede flere beskeder fra en profil på kryptotjenesten, hun mente tilhørte ekspræsidenten, men han afviste, at det skulle være ham, der havde skrevet dem.
Han understregede samtidig, at han ikke havde nogen relation til de nu dømte mænd. Det var kun en af dem, »han havde kendskab til«. Men han kendte ham ikke personligt, slog han fast.
I løbet af retsmødet onsdag sad ellers to af de nu dømte med i salen. Der var derfor også massivt politiopbud.
Fredag fortsætter vidneafhøringen af ekspræsidenten, ligesom den anden tiltalte skal afgive sin forklaring.
Efter politiets opfattelse blev det skæbnesvangre skyderi udløst af en stridighed i bandemiljøet.
De tre unge mænd, der var mål for skyderiet, havde tilknytning til bandegrupperingen Sydkystgruppen fra udkanten af Storkøbenhavn, der på det tidspunkt lå i en væbnet konflikt med LTF. Motivet skulle være hævn, fordi et LTF-medlem kort inden var blevet kidnappet og mishandlet.
De fem mænd, der er blevet idømt fængsel på livstid, har alle anket dommen. Den sag er berammet til at køre i landsretten i januar 2024.
Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller dér, hvor du normalt lytter til podcast:
