I alt 66 gange loggede en 34-årig mand ind på netbanken tilhørende den personaleforening, han var formand i, og overførte penge til sin egen konto.

Onsdag blev han idømt fire måneders betinget fængsel i en tilståelsessag om underslæb.

Det oplyser Retten i Svendborg til Ritzau.

Overførslerne fandt ifølge sagens retsmødebegæring sted i perioden fra 25. november 2021 til 15. oktober 2024 og var i størrelsesordenen 500 til 9000 kroner.

Samlet løb det op i 135.649 kroner, som den 34-årige er dømt til at tilbagebetale til personaleforeningen inden for 14 dage.

Den 34-årige skal tilmed udføre 100 timer ulønnet samfundstjeneste og være under tilsyn af Danmarks Fængsler i en prøvetid på et år.

/ritzau/