I oktober 2023 blev en 37-årig mand skudt på klos hold og dræbt i indre København. 

To og et halvt år senere sidder tre mænd på anklagebænken, hvor en i dag 21-årig svensk mand tilstår at have dræbt manden. 

Det skriver TV 2, der er til stede i Københavns Byret. 

Videre lyder det, at han delvist erkender anklagen, da han tilstår manddrab, men ikke at det skete under aftale med de medtiltalte. 

De medtiltalte er to danske mænd på henholdsvis 23 og 27 år. De er mistænkt for at have medvirket til drabet. 

De nægter sig begge skyldige.

Hændelsen skete på Nyropsgade i København, hvor den afdøde skulle mødes med den 21-årige svenske mand. 

Her lyder tiltalen ifølge mediet, at den dengang 18-årige dræbte den 37-årige mand med »ikke under fem skud«. 

Det betød blandt andet et skud i ryggen, to i hovedet og en gang i venstre hånd samt en gang i højre hånd. 

Mandens liv stod altså ikke til at redde.

Den dengang 18-årige svensker var iklædt en orange jakke og kasket fra madudbringningsfirmaet Just Eat samt en lyseblå taske fra Wolt.