I to år har Christa Jürgensen fra Aabenraa været udsat for rygter om, at hun er i familie med bedrageridømte Britta Nielsen.

Rygterne er så voldsomme, at de truer hendes levebrød, og derfor har hun nu valgt at træde offentligt frem i Jydske Vestkysten for at mane rygterne i jorden.

»Det er meget ubehageligt at blive udsat for den slags rygter, især når man er selvstændig erhvervsdrivende,« siger Christa Jürgensen nu til B.T.

Hun er indehaver af Havnegrillen i Aabenraa, som hun driver sammen med sin mand. Parret driver en ærlig forretning, men da Britta Nielsens svindel for 117 millioner kroner blev offentligt kendt i august 2018, begyndte rygterne at svirre i det lille lokalsamfund.

Christa Jürgensen bag disken i Havnegrillen i Aabenraa.
Christa Jürgensen bag disken i Havnegrillen i Aabenraa.
Vis mere

Aviserne trykte et billede af Britta Nielsen, hvor hun drikker champagne på en hesteauktion, og flere kunder på grillbaren mente at Britta Nielsen på det billede havde fysiske ligheder med grillmutteren.

»Der var kunder der sagde 'ih, hvor du ligner hende. Jeg har hørt rygter om, at det er din søster',« fortæller Christa Jürgensen.

I begyndelsen tog hun sig ikke af rygterne, men som sagen mod Britta Nielsen voksede i den offentlige bevidsthed, tog rygterne tili styrke.

»Folk stikker hovedet ind og siger: 'Nååå, er Britta Nielsen din søster? Når jeg så siger nej, siger de: 'Nååå, men da hun stod på den hesteauktion, der lignede hun dig ellers meget.' Så siger jeg: Det kan jeg da ikke gøre for.«

Her ses den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Billedet er taget ved en hesteauktion. Foto: Wiegaarden Fotostudie
Her ses den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Billedet er taget ved en hesteauktion. Foto: Wiegaarden Fotostudie
Vis mere

Nogen mener at vide, at Christa Jürgensen engang har heddet Nielsen til efternavn. Og jo, den del er rygterne er sandfærdige nok:

»Jeg er født Nielsen, men det er Britta Nielsen ikke. Hun har giftet sig til navnet. Og jeg synes ikke, at jeg ligner hende.«

Grillbaren, som Christa Jürgensen driver med sin mand, har ligget på havnen i mange år. Det begyndte som en almindelig pølsevogn, men i de senere år har miljøet på havnen i Aabenraa ændret sig markant. Havnen er blevet forskønnet og et redderi har opført en stor kontorbygning.

Ved samme lejlighed opførte rederiet en helt ny bygning som Havnegrillen nu lejer, så den nu fremstår mere som en restaurant end som en pølsevogn. Og det satte for alvor gang i rygtebørsen.

»Så kom folk og sagde: 'Nååå, har Britta givet dig penge til at bygge et nyt hus'. Så sagde jeg: 'Nu må det kraftedme stoppe'. Det er ondskabsfulde rygter. De må være misundelse over, at vi nu har fået en fin grillbar, men vi har arbejdet alle vores dage, og altid betalt vores skat. Vi har aldrig fået noget skænket,« fortæller Christa Jürgensen.

For at komme rygterne til livs, følte hun sig nødsaget til at stå frem i lokalavisen og fortælle, at hun ikke er Britta Nielsens søster.

»Jeg har søstre der hedder Berit, Birgit og Bente - men ingen der hedder Britta,« siger Christa Jürgensen, der er sømandsdatter og har ni søskende i alt.

Britta Nielsen er idømt en fængselsstraf på seks og et halvt års fængsel for svindel for 117 millioner kroner. Britta Nielsens tre børn er idømt ubetingede fængselstraffe på mellem halvandet og tre et halvt års fængsel for groft hæleri.