Forfatter Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf er oprevet. Helt ufrivilligt har han fået stjernestatus i en kreds af djævledyrkere med rødder i en satankult på Anholt. Satanisterne vil have ham med til deres orgier og sender trusselsbreve ud i hans navn.

For nylig modtog Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf en mystisk rød kuvert med posten. Forsiden var stemplet med billeder af djævlen og ord som  'Besøg Satanholt' og 'Opus Diabolicum'.

- Først blev jeg glad og tænkte: Nu har jeg et originalt satanbrev, men efterhånden synes jeg, det er rystende og vildt ubehageligt, siger forfatteren. 

Det har vist sig, at Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf ikke er den eneste der har modtaget satanistiske breve. Satanisterne har sendt flere breve ud, og de har brugt Bo Bomuld Hamilton-Wittendorfs navn som afsender. 

En pige ved navn Mette har indtalt en skræmt besked på hans telefonsvarer, hvor hun beder ham om at holde op med at sende breve.

- Hun var for skræmt til at efterlade et nummer, så jeg kunne ikke ringe og fortælle, at det ikke er mig, der har sendt det, siger Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf.

VED DU NOGET? SEND EN SMS TIL 1912 ELLER EN MAIL BTWEBMASTER@BT.DK ELLER JVL@BT.DK

Onsdag fortalte Frederiksborg Amtsavis, at motorcykelpræsten Inge-Lise Wagner har modtaget et brev, hvor Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf står nævnt som afsender. I brevet kræver satanisterne en underlig form for blodpenge for Inge-Lise Wagners drab på to gravhunde i 2011.



- Siden de kristne ikke straffer dig, har vores mester djævelen befalet, at du for dine ugerninger mod de to små hunde, skal frembringe 10.000 stk oblater, og vi SKAL have dem fra uåbnede rør, samt en bibel, en alterdug og en brugt præstekjole, står der i brevet, der er dateret Anno Satanas 1.12 XLVII og underskrevet 'Djævelens herskerinde Hellvira 9'.

SE BREVET HER

Genstandene skal ifølge brevet lægges i Kludeegen i Leestrup Skov på Præstø inden i dag klokken 12.

Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf afviser kategorisk at have sendt brevene til pigen og præsten.

- Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er mig, der sender de breve. Jeg har ikke en skid med det at gøre. Jeg er ikke satanist, siger Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf, der har meldt sagen til politiet.

Kom til orgie på Anholt
I brevet til Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf blev han rost for sin bog  'det okkulte i Danmark', der blandt andet beskriver satankulten på Anholt i 70'erne. En kult som ifølge brevskriverne langt fra er død:

- Nu du har denne interesse for hvad der foregik og stadig foregår, kan vi oplyse dig om, at der på et stormøde blandt medlemmerne, blev besluttet i 1995 at vi fremover skulle kalde os Opus Diabolicum, da alle medlemmer jo ikke bor på Anholt, står der i brevet.

Herefter harcelereres der over kirken og 'alt den løgn og død kirken har på sin (ikke eksisterende) samvittighed'.

Med brevet fulgte en Ruko nøgle, der ifølge brevet passer til et sommerhus på Anholt. Her ville der ifølge afsenderne blive afholdt en livlig fest allerhelgens aften i år, og Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf var inviteret:

- Du mere end velkommen til at deltage, såfremt du ønsker det. Der vil blandt andet være ritualafholdelse, hvor vi hylder fertilitet og de kødelige lyster, dans, midnatstur til ostebakken, og meget mere, står der i brevet, der er underskrevet 'Djævlens Elskerinde, Hellvira 9'.

- Jeg blev først lidt fristet. Det er trods ikke hver dag, man bliver inviteret til et satanorgie. Men så kom jeg til at tænke på, at båden kun sejler en gang om dagen, og at jeg ville være fanget på øen sammen med en masse stive satanister, siger Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf.

På bagsiden af brevet til Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf stod navnet M. Ovesen og en adresse i Kolding. BT har været i kontakt med familien, der bor på adressen. De kender intet til brevet og var mildt sagt forbløffede over BTs henvendelse.

SE BREVET HER

VED DU NOGET? SEND EN SMS TIL 1912 ELLER EN MAIL BTWEBMASTER@BT.DK ELLER JVL@BT.DK