- Det er forfærdeligt, hvis det viser sig at være et drab. Det håber jeg bestemt ikke.

Det siger Claus Højsgaard, som i går sidst på eftermiddagen tilfældigvis kørte forbi prins Joachims udlejningsejendom, hvor den 53-årige kvinde tidligere på dagen blev fundet død under mystiske omstændigheder.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker sagen som et drab. Det skyldes, at man ikke tager nogen som helst chancer, da det er alfa og omega for efterforskningen at sikre så mange tekniske spor som muligt, hvis det viser sig, at kvinden har været offer for en forbrydelse.

- Det er uhyggeligt, når der sker sådan noget så tæt på. Møgeltønder er jo en lille by, så man føler, det kommer tæt på, når et menneske bliver fundet død på den måde. Nu må vi se, hvad politiet finder ud af, siger Claus Højsgaard, inden han sammen med sin hund med det kongelige navn Frederik triller videre.