Forfærdelig hændelse: Hund bidt ihjel
Skaderne viste sig dog at være så alvorlige, at hunden måtte aflives.

Skaderne viste sig dog at være så alvorlige, at hunden måtte aflives.

En forfærdelig hændelse udspillede sig tirsdag middag i Kirke-Hyllinge.
Der blev en hund bidt så alvorligt af to andre hunde, at den endte med at måtte aflives.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin seneste døgnrapport.
Klokken var 11.56, da politikredsen modtog en anmeldelse om, at to hunde havde bidt en tredje hund med alvorlige skader til følge.
»En kvinde var kommet gående med sine to hunde i snor, da de to andre hunde pludseligt var kommet løbende ud fra et hus og var gået til angreb,« lyder det.
En mandlig beboer på vejen, der havde kunnet høre, at der skete noget, forsøgte at skille hundene ad – men han endte også med at blive bidt.
Da politiet kom frem til stedet, lykkedes det at få sikret de to angribende hunde, mens den ene af de hunde, der var blevet bidt, blev kørt til behandling hos en dyrlæge.
Skaderne viste sig dog at være så alvorlige, at hunden måtte aflives.
Kvindens anden hund havde kun fået mindre skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
»Den kvindelige ejer af de to angribende hunde gav samtykke til, at de to dyr kunne aflives,« lyder det i døgnrapporten.