Et el-løbehjul, der kan køre 75 kilometer i timen, er blandt de produkter, man med få klik kan købe på flere danske hjemmesider.

Det hele ser lovligt ud. Der er bare én ting: Du må ikke køre på det ude i trafikken.

B.T. har forelagt oplysningerne for Forbrugerrådet Tænk, som nu retter en skarp kritik mod de forhandlere, der ifølge rådet bryder markedsføringsloven.

»Man markedsfører det, som om det er lovligt, og så skriver man med meget små bogstaver, at det alligevel ikke er lovligt. Det er vildledning,« siger seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk Daniel Mathias Bager og tilføjer:

»Det er ikke tilstrækkeligt, at du kalder det et el-løbehjul og så skriver med småt nede i bunden, at du ikke må bruge det på offentlig vej.«

Der gælder strikse fartgrænser for elcykler og el-løbehjul: 25 km/t. for elcykler og 20 km/t. for el-løbehjul.

Derfor mener Daniel Mathias Bager, at markedsføringen er problematisk – også selv om der står et forbehold et sted på hjemmesiden.

»Selvfølgelig må man som det alt overvejende udgangspunkt antage, at hvis man køber noget hos en dansk forhandler eller på en dansk hjemmeside, så er det også et lovligt produkt at anvende,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Vi må gå ud fra, at folk køber løbehjulene for at bruge dem til transport på offentlig vej – til og fra skole, arbejde eller uddannelse.«

Og det er ikke kun el-løbehjul, der bliver markedsført misvisende. Hos en række forhandlere kan man købe kraftige elcykler, såkaldte fatbikes, der kan køre langt over 25 kilometer i timen.

Det var også af den grund, at Rådet for Sikker Trafik og Forbrugerrådet Tænk i september klagede over fire forhandlere til Forbrugerombudsmanden for at markedsføre køretøjerne i strid med lovgivningen.

»Der skal sættes en stopper for, at køretøjer markedsføres som elcykler, selvom de kan køre langt hurtigere end det tilladte eller har en kraftigere motor end tilladt,« lød det dengang fra Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Ifølge Daniel Mathias Bager er der også et andet vigtigt element i markedsføringen.

Har du eller en af dine nære været involveret i en ulykke med en elcykel eller et elløbehjul? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

»Forhandlerne markedsfører dem som elcykler og el-løbehjul, men i virkeligheden er der tale om motorcykler eller store knallerter,« siger han.

Seniorjuristen henviser til en principiel afgørelse fra Vestre Landsret i Viborg, der slog fast, at en fører af et el-løbehjul, der kunne køre 55 km/t., blev dømt for at køre på en ulovlig motorcykel. 

De seneste uger har B.T. talt med flere ulykkesofre, som har været involveret i ulykker med blandt andet elcykler. 

Fælles for dem er, at de vurderer, at elcyklerne kørte hurtigere end den lovlige grænse på 25 km/t.