Der er lige nu en stribe e-mail, der ser ud til at komme fra betalingsgiganten Nets, i omløb.

Men der er ikke tale om Nets som afsender. I stedet er det svindlere, som forsøger at lokke folk ind på et helt andet site.

Det advarer Nets om i en udsendt advarsel via Forbrugerrådet Tænks app 'Mit Digitale Selvforsvar', hvor de falske e-mail beskrives.

Typisk indledes svindler-mailen fra Nets på følgende måde:

'Kære kunde, Nets annoncerer tilgængeligheden af firmaets nye sikkerhedsenhed, som er designet til at sikre dine transaktioner på nettet. For at aktivere denne tjeneste, skal du have bekræftet dit telefonnummer på din MyNets-profil.'

Forbrugerrådet Tænk kalder i pressemeddelelsen de falske e-mail for 'ganske troværdige'.

Det skyldes udseendet af de falskee-mail, hvor også Nets' logo fremgår.

Samtidig er også Nets' adresse i Ballerup opgivet samt Nets' cvr-nummer. Det er de rigtige oplysninger for at få svindler-mailen til at se mere realistisk ud.

Sådan ser de falske Nets-mails ud.
Sådan ser de falske Nets-mails ud. Foto: Forbrugerrådet Tænk
Vis mere

Men der er naturligvis ikke tale om Nets som afsender, hvilket også fremgår af e-mailadressen, som svindler-mailen kommer fra.

Forbrugerrådet kommer med en opfordring til personer, som har modtaget den mistænkelige e-mail.

I e-mailen er der nemlig en 'knap', hvor man opfordres til at bekræfte sit telefonnummer. Hvis man fører sin mus over den knap, kan man typisk i bunden af sin browser se, hvor man føres hen, hvis man trykker på den.

Og i dette tilfælde er det ikke Nets', man kommer ind hos. I stedet skal man lade være med at klikke på linket. Og slette e-mailen.