Lyt til artiklen

Et forældrepar på Fyn er blevet dømt for et forsøg på at tvangsgifte deres datter væk.

Der er tale om en 49-årig mand, som er blevet idømt 1 år og 6 måneders fængsel, og en 45-årig kvinde, som har fået en ambulant behandlingsdom.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Parret har forsøgt at tvangsgifte deres 17-årige datter i udlandet.

Pigens forældre er ligeledes dømt for at have frihedsberøvet datteren i cirka en måned med henblik på at få gennemført det planlagte ægteskab i udlandet.

Begge de dømte har siddet varetægtsfængslet i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Efter dommen var afsagt, blev de begge løsladt af retten.

Den 49-årige mand udbad sig betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen. Den 45-årige kvinde modtog dommen.