»Det er fuldstændig forfærdeligt. Så snart vores datter åbner en computer eller tænder tv'et, så ser hun ordene 'samleje', 'sex' og 'frivilighed'. Det føler hun sig dybt krænket over.«

Thomas og Charlottes datter blev ifølge Retten i Næstved voldtaget af sin idrætslærer på en skole i Dianalund i 2018. Dommen faldt sidste år, men da den nu tidligere lærer ankede, blev dommen omstødt af Østre Landsret.

»Hun holder sig for ørerne og forlader rummet, når hun ser og hører om sagen i medierne,« siger Charlotte.

Den 9. juli 2020 frikendte Østre Landsret den 32-årige mand for anklagen om voldtægt, tvang, vold og trusler om vold. Han blev kendt skyldig i at have haft samleje, både vaginalt og analt, med en mindreårig, flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse og forsøg på besiddelse af børnepornografi, og så erklærede han sig delvist skyldig i vidnetrusler.

»Vi har holdt os langt væk fra alle medier. Vi er så ramt, som vi overhovedet kan være. Vores datter har været udsat for adskillige voldtægter,« siger Charlotte, hvis datter var 13 år, da – hvad forældrene og Retten i Næstved beskriver som overgreb – stod på.

Men nu står de frem – først i TV2 Øst og nu også i B.T. – og det gør de udelukkende, fordi de ikke kan acceptere den dom, der er blevet givet, forklarer de. Samtidig er de bange for, at dommen vil holde andre børn og unge fra at anmelde overgreb.

»Vores datter har sagt, at hun sidder tilbage med følelsen af, at hun aldrig skulle fortalt om det efter dommen i Østre Landsret, fordi det har betydet, at hun og hendes familie skulle trækkes igennem alt det her. Tænk, hvis andre unge læser om dommen og tænker det samme og derfor ikke anmelder,« siger Thomas.

Den 32-årige mand er blandt andet blevet frifundet for, at der skulle være foregået en voldtægt, da han i en skov gav den dengang 13-årige pige håndjern på ryggen og halsbånd om halsen, hvorefter han penetrerede hende analt og hev i halsbåndet, så hun havde problemer med at trække vejret.

Faktisk er han frifundet for samtlige anklager om voldtægt, han blev dømt for i Retten i Næstved.

Dommen lød i Østre Landsret på flere tilfælde af samleje med et barn under 15 år. Han fik to års fængsel.

»Jeg kunne ikke holde ud at være derinde, da skyldskendelsen blev læst op. Jeg forlod retssalen grædende,« siger Charlotte.

De havde håbet på, at den tidligere idrætslærer ville få en højere dom i landsretten eller i hvert fald en stadfæstelse. I stedet fik han en fire år kortere dom, og da han har siddet i fængsel siden januar 2019, skulle han ikke afsone yderligere. Han forlod retten som en fri mand.

»Vi er som familie traumatiseret og har fået professionel hjælp,« siger Charlotte og fortsætter:

»Vores datter er dybt traumatiseret, og det vil hun i værste tilfælde være langt ind i sit voksenliv.«

Charlotte og Thomas ønsker ikke deres efternavne frem i offentligheden af hensyn til deres datter.