Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Omkring 100 frivillige brugte søndagen på at lede efter den 18-årige Emilie Meng, der siden 10. juli har været forsvundet fra Korsør.

Selv om det tilsyneladende ikke umiddelbart har givet afgørende spor i opklaringen af mysteriet om hendes forsvinden, har indsatsen fra de mange frivillige i hvert fald glædet Emilies pårørende:

»Vi giver ikke op, og jeg har snakket med pårørende i dag, som simpelt hen er så taknemmelige for den indsats, som Danmark laver. Det er de rigtig glade for, og de har heller ikke givet op,« fortæller Sofie Sønderup - presseansvarlig for søndagens eftersøgning i Korsør.

»De pårørende er rørte og benovede over, at fremmede mennesker vil gøre så meget for at finde deres datter. De havde slet ikke forestillet sig, at Danmark kunne stå sammen på denne her måde. Jeg har sagt til dem, at de måtte sige til, hvis de havde behov for, at vores eftersøgninger stoppede, men de er kun interesserede i, at eftersøgningerne fortsætter til hun er fundet,« tilføjer Sofie Sønderup.

Søndagens eftersøgning koncentrerede sig om Lystskoven i Korsør, hvor de frivillige i gule veste gik skulder ved skulder gennem skovområderne, så hele skoven nu kan krydses af som gennemsøgt.

»Vi har også haft nogle dykkere i vandet omkring broen til Fyn, hvor der ligger en stor sø, som ikke har været afsøgt. Og vi har haft dykkere i vandet ved færgelejet, ligesom der har været grupper rundt omkring med clairvoyante eller klarsynede,« tilføjer hun.

Blandt de omkring 100 deltagere i søndagens eftersøgning i Korsør var nogle kommet så langt væk fra som Rødekro i Sønderjylland.

»Der var også en 80-årig kvinde, som vi døbte »Mormor«. Hun var aktiv i fire timer, og skånede ikke sig selv, men insisterede på at gå rundt i brombærkrat. Hun ville være med til at gøre en forskel - det var simpelthen så flot,« fortæller Sofie Sønderup.

De konkrete eftersøgningsområder var afstemt med politiet, og efter dagens anstrengelser vil Sydsjællands og Lolland-Falsters politi få overdraget godt en håndfuld effekter, som eftersøgningens deltagere har fundet i løbet af dagen.

»Der er eksempelvis tale om tøj og brugsgenstande, som tilsyneladende har ligget i områderne i nogen tid. Personligt tror jeg ikke, at de har noget med Emilie at gøre, men for en sikkerheds skyld er det blevet lagt i plasticposer, og det er noteret, hvor de er fundet, hvis politiet skulle få brug for det,« tilføjer hun.

Emilie Meng har været sporløst forsvundet siden tidligt om morgenen den 10. juli efter en bytur i Slagelse.

Den på det tidspunkt 17-årige Emilie Meng skiltes med sine veninder ved 04-tiden. Veninderne ville tage en taxa, mens Emilie Meng valgte at komme hjem til fods fra Korsør Station - en gåtur på omkring 3,5 kilomenter. Hun blev sidst set på stationens overvågningskamera.

Emilie Meng er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår. Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas sko, da hun forsvandt.