Ved du noget om sagen, så kontakt os gerne på 1929@bt.dk eller chans@bt.dk.

En ung mand kom søndag morgen alvorligt til skade på Høje Taastrup Station. Mandag morgen har politiet nyt om hans tilstand.

Togpassagerer i retning mod København blev vidner til den voldsomme ulykke, da et gevaldigt brag pludselig lød på perronerne.

Det skyldtes, at en blot 17-årig mand var blevet ramt af kørestrøm fra en køreledning, angiveligt efter at være kravlet op på et godstog. Straks efter braget kunne tilfældige togpassagerer se, hvordan den unge mand lå bevidstløs på den ene perron, hvorefter to personer kom løbende for at se til den unge mand. Der blev ringet 112 klokken 6.24

Den 17-årige mand blev i al hast kørt til Rigshospitalets traumecenter i kritisk tilstand. Ifølge Ritzau fik han hjertestop af kontakten med kørestrømmen, men han blev genoplivet på stedet.

»Han er i kritisk tilstand, men ikke længere i livsfare. Men han har pådraget sig skader på de indre organer efter at have fået kørestrøm igennem sig,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Brian Munck til BT mandag morgen.

Ifølge vagtchefen havde ulykken kun indflydelse på togtrafikken i meget begrænset omfang.

Den 17-årige dreng kommer fra det vestlige Sjælland.