Onsdag vil dykkere fra Forsvaret igen lede efter spor ved søer og vandhuller i Herning.

Det sker i forbindelse med en meget omtalt drabssag.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.

Den 7. april blev en 21-årig kvinde dræbt af knivstik på Gormsvej i Herning. 

Først efter flere end to måneder fik politiet et egentligt gennembrud i sagen, da en nu 17-årig dreng blev anholdt og varetægtsfængslet.

Nu har Midt- og Vestjyllands Politi rekvireret dykkerhjælp fra Forsvaret for at søge efter vigtige spor i forbindelse med efterforskningen af drabet.

»Jeg kan af hensyn til den videre efterforskning ikke komme nærmere ind på, hvad vi håber på at finde i vandet,« sagde politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup tirsdag i en pressemeddelelse.

»Men generelt kan jeg sige, at vi siden april har arbejdet intensivt med at klarlægge hændelsesforløbet og identificere de ansvarlige for drabet,« fortsatte han.

Politiet vurderer, at der har været andre end den 17-årige involveret i drabet.

»Den seneste tid har vi koncentreret efterforskningsindsatsen omkring eventuelle medgerningsmænd, da efterforskningen tyder på, at den 17-årige ikke har været alene om drabet,« lød det tirsdag fra Theis Thylstrup.

Onsdag vil dykkerne blandt andet være til stede i Knudmosen og i Gullestrup, skriver politikredsen på X.

Efterforskningslederen beder borgerne holde sig på afstand og give politi og dykkermandskab arbejdsro. 

De direkte berørte er blevet underrettet af politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til offentligheden om hverken den aktuelle dykkerindsats eller drabssagens efterforskning i øvrigt.