Det var ellers perfekt vejr til at sælge mad fra en foodtruck lørdag, men da Molskroens ansatte mødte op til en ny dag, så var den væk.

Det har fået Molskroen, der ligger i Ebeltoft, til at skrive en efterlysning på Facebook.

»Vi vil meget gerne have den tilbage, så hvis du har hørt eller set noget til den, så vil vi meget gerne høre fra dig/Jer,« skriver de og oplyser to telefonnumre, man kan ringe på, hvis man ser den.

Man har valgt at udlodde en dusør, men hvor meget den er på, skriver de ikke.

»Kontakt os på 86362200 og tast 1 eller vores restaurantchef på 93393987 hvis I ser den. Der er et logo på, hvor der står 'Original Grill' på,« skriver de.

»Det var noget af et chok, da jeg fik det at vide i morges,« siger daglig leder på Molskroen, Steffen Villadsen, til TV 2 Østjylland.

Den er stjålet mellem klokken 01 natten til lørdag og kl. 06 lørdag morgen efter kun et par uger i funktion.

Og det værste af det hele er de fem unge ansatte, der skulle have stået i den hen over sommeren. De har nu intet job.

Steffen Villadsen fortæller, at man kigger efter en foodtruck, man kan leje, men det er næsten umuligt at finde.