Der vil fremover være skærpet opsyn på Ejby Skole, efter man har fundet ud af, at farlige stoffer er i omløb blandt eleverne. Skolen advarer om en meget alvorlig situation.

Det oplyser man på et møde torsdag eftermiddag til forældrene i 7.-9. klasse.

Ifølge Fyens.dk har man valgt at indkalde til mødet, fordi to elever i mandags blev indlagt på sygehuset efter at have taget en form for syntetisk narkotika.

Det var to af de ældste elever på skolen, som blev indlagt, og skolen har nu meldt episoderne til politiet.

»Det er sket udenfor skoletiden, men i og med at vi får kendskab til det, fordi vi mangler nogle børn, er vi nødt til at handle på det.«

»Vi skal være med til at passe på vores unge mennesker og vores samfund,« siger skoleleder Anja Lund Becker til Fyens.dk.

Ifølge skolelederen er de to elever hjemme igen og har det efter omstændighederne okay, men hun vil ikke komme ind på, hvor kritisk situationen var, da de blev indlagt.

Som en del af det skærpede opsyn har man lavet en aftale med lærerne om, at man straks skal ringe 112, hvis man har en mistanke om, at en af eleverne er påvirket af stoffer.

Christina Skovgaard er skolebestyrelsesformand og selv mor til en af de ældre elever. Hun føler, at eleverne har været meget åbne om situationen.

»Det er ekstrem voldsomt, at sådan nogle ting er i omløb i vores lokalsamfund. Man skal som forælder være klar over, at det bestemt ikke er et storbyfænomen.«

»Jeg kan ikke se mig fri for at sige, at det kommer bag på mig, at det er så alvorligt i Ejby,« forklarer hun til Fyens.dk.

Ejby Skole er en overbygningsskole for børn fra Gelsted og Ejby.