Københavns Vestegns Politi har rejst sigtelse efter ny bestemmelse, der kriminaliserer børnesexdukker.

En 25-årig mand er sigtet for at besidde en såkaldt børnesexdukke.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der efterforsker sagen.

Det er en dukke, der fremstår som et barn, og som er konstrueret til et seksuelt formål.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at der er tale om den første sag, efter at den slags dukker blev forbudt per 1. marts i år.

Der er ifølge politiet tale om et underliv fra en børnesexdukke.

- Vi mener, at børnedukke-underlivet er omfattet af den nye børnesexdukke-bestemmelse, og derfor har vi beslaglagt den og rejst sigtelse mod ejeren, siger politikommissær Tue Lauenblad, Københavns Vestegns Politi, i en pressemeddelelse.

Dukken er beslaglagt, og politiet fortsætter efterforskningen af sagen.

Politiet kom på sporet af manden, da man efterforskede en sexkrænkelsessag, hvor en 14-årig pige ifølge politiet blev forsøgt afpresset til at sende intime fotos af sig selv.

Den 25-årige har endnu ikke taget stilling til sigtelsen, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Senere skal anklagemyndigheden vurdere, om der kan rejses tiltale efter den nye bestemmelse i straffeloven.

I så fald bliver det op til en domstol at afgøre sagen.

Ifølge straffelovens paragraf 235a kan besiddelse af en børnesexdukke straffes med bøde eller fængsel indtil ét år.

/ritzau/