Torsdag 28. september endte med at blive en sorgens dag i Rotterdam i Holland, hvor en 32-årig mand er blevet anholdt for at have begået frygtelige gerninger tidligere på dagen - med paniske scener til følge.
Langsomt er de mange uhyggelige detaljer nu ved at blive stykket sammen af hollandsk politi.
Den nu anholdte mand stod angiveligt bag to skudepisoder i den hollandske storby, inden han blev pågrebet på helikopterpladsen uden for et hospital i kampuniform og med et skydevåben i nærheden, skriver hollandske de Gelderlander.
Det første skyderi fandt sted i den mistænktes nabolag tidlig torsdag eftermiddag ved Heiman Dullaertplein, der er en bydel i Rotterdam.
Manden skød en 39-årig kvinde og hendes 14-årige datter. Begge døde senere af deres kvæstelser på hospitalet. Efter skyderiet satte manden ild til huset.
Politiet har oplyst på et pressemøde 18:45 torsdag aften, at den mistænkte bor tæt på de to dræbte, men ikke om de var direkte naboer.
Efter at have påsat en brand tog manden direkte over på Erasmus Medical University, der er et stort universitetshospital, hvor han studerer til dagligt.
Her skuddræbte han først en 43-årig lærer i et klasseværelse, hvorefter han satte ild til en anden bygning på hospitalet.
Skudangrebet fik patienter, ansatte og studerende på hospitalet til at storme ud i panik, mens politi og beredskab tog over.
Omkring samme tid flygtede den mistænkte fra gerningsstedet.
Flugten tog dog ikke den 32-årige hollænder længere end hospitalets helikopterplads, før politiet, der talstærkt stormede stedet, kunne anholde ham.
Selvom den mistænkte var studerende på hospitalet, er der ikke oplysninger om, hvorvidt han havde en tilknytning til den 46-årige lærer, der blev dræbt.
Politiet formoder dog, at begge angreb er nøje tilrettelagt af gerningsmanden.
Hidtil er der meldinger om tre dræbte. Men de hollandske myndigheder har ikke meldt et officielt tal ud endnu.
Den anholdte er tidligere dømt for dyremishandling, hvor han blev idømt 40 timers samfundstjeneste for at have misbrugt sin egen kanin.
Genoplev torsdagens uhyggelige drama i B.T.s nu lukkede LIVE-blog her.