En ulykke kommer sjældent alene. Det kan Bendt og Jette Clausen fra Hobro tale med om efter både at have haft ildebrand og indbrud inden for en uge. Men midt i ulykken har de gjort en fantastisk opdagelse.

Søndag rykkede 70 brandmænd ud til en tagbrand i boligkvarteret Stodal i Hobro, hvor 85-årige Bendt Clausen bor med sin hustru Jette.

Ilden havde godt fat i taget og de øverste lejligheder. Parret - der bor i stueetagen - blev evakueret, da brandfolkene ankom.

Men branden var bare den første ulykke. Da de efter branden besigtigede deres lejlighed, gik det op for dem, at de også havde haft indbrud.

Brand i etageejendom på Stodal i Hobro, 8. december 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Brand i etageejendom på Stodal i Hobro, 8. december 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»I hele den fløj, hvor der har været brand, er der nogen, der har sparket dørene op. Tyvene har været inde i alle lejlighederne og stjæle sølvtøj, smykker og penge,« fortæller Bendt Clausen.

Bendt og Jette Clausen blev tilbudt genhusning, men de valgte at flytte ind hos deres søn i Råsted, hvis hus er stort nok til både Bendt, Jette og deres to hunde.

I går kunne parret vende tilbage til lejligheden og se på de skader, branden og slukningsarbejdet havde forvoldt. Fordi deres lejlighed ligger i stuen, er den ikke nær så medtaget, som de lejligheder der ligger på første og anden sal.

Deres lejlighed er dog blevet ødelagt af de mange tusinde liter vand, brandfolkene pøsede ud over lejlighedskomplekset for at få bugt med ilden. Men derudover manglede der også noget.

Bendt og Jette Clausen har både haft brand og indbrud i deres stuelejlighed.
Bendt og Jette Clausen har både haft brand og indbrud i deres stuelejlighed.
Vis mere

»Tyvene har været inde og tage hele det skrin som min kone har sine smykker i,« siger Bendt Clausen.

Han trøster sig ved, at han og Jette nåede at få de mest værdifulde og højt skattede genstande med sig.

»De smykker, der er blevet stjålet, er ikke noget værd for andre end os selv. De kan ikke sælges,« siger han.

Anders Kjær, der er direktør i Hobro Boligforening, fortæller til Nordjyske, at indbruddene er meldt til politiet.

Brand i etageejendom på Stodal i Hobro, 8. december 2019.
Brand i etageejendom på Stodal i Hobro, 8. december 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Alle døre til lejlighederne, adgangsdøre til opgangene og alle kælderrum har været låst af. Alligevel er man kommet ind. Det er ufattelig usmageligt,« siger Anders Kjær til Nordjyske.dk.

Midt i den dobbelte ulykke har københavneren Bendt Clausen opdaget et stort sammenhold i den lille nordjyske by Hobro.

»Den lokale Rema stillede kasser med gratis mad frem til os, og en restaurant nede i byen tilbød at vi kunne komme og spise gratis,« siger han og tilføjer:

»Du må meget gerne skrive, at vi som københavnere er meget imponerede over den hjælpsomhed, vi har mødt her i Hobro.«