Kalenderen viste 13. oktober 2025, da en 45-årig mand i efteråret blev anholdt og sigtet i toget mod Malmø.

Her var han ifølge politiet på vej til nabolandet for at voldtage tre børn på fem, otte og 11 år.

Forud for Malmø-turen havde manden i 14 dage været i kontakt med de tre børns mor 'Camilla', der havde lagt øre til hans fantasier og overgrebsønsker rettet mod børnene.

Kvinden havde indvilget i, at den 45-årige danske mand måtte begå overgrebene mod hendes tre børn.

Heldigvis var 'Camilla' en falsk mor, og de tre børn eksisterede ikke.

En person havde på en unavngiven app lavet en falsk profil, som var mor til tre børn, og da vedkommende kontaktede politiet, kunne ordensmagten arrestere manden i toget.

Nu har Østjyllands Politi så haft tid til at efterforske sagen, og desværre er listen over anklager blevet en del længere.

Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.

Den 45-årige mand er nemlig tiltalt for i vinteren 2023 at have udsat en mentalt- og fysisk handicappet mand for et seksuelt overgreb.

Ifølge politiet arbejdede den tiltalte på daværende tidspunkt som 'nattevagt på en institution' og havde under episoden lagt sig op til den pågældende mand og rørt hans penis.

Dertil kommer en lang række voldtægter, som politiet mener, at den 45-årige mand har begået på en sejlbåd.

De i alt syv overgreb på båden er ifølge anklageskriftet sket i perioden august 2024 til oktober 2025.

Det første tilfælde fandt sted den 22. august 2024, hvor manden ifølge politiet havde samleje med en kvinde, der trak sit samtykke tilbage undervejs. 

I stedet for at stoppe samlejet valgte manden i stedet at slå kvinden flere gange, ligesom han også tog halsgreb på hende.

Under to efterfølgende overgreb er manden tiltalt for at spænde en kvinde fast, selvom hun flere gange sagde nej.

Herefter tvang han en halsedisse ned over hovedet på hende og fik en hund til at deltage i overgrebet.

Senere i anklageskriftet fremgår yderligere overgreb på båden, hvor manden har stukket flere nåle og kanyler ind forskellige steder på kvindens krop.

Anklageskriftet er anonymiseret på en måde, hvor det ikke fremgår, om det er forskellige ofre eller det samme offer i de syv overgreb.

Manden er også tiltalt for at have forsøgt at opnå samleje med en 6-årig dreng over nettet. B.T. vil skåne læserne for de beskeder, som han i den forbindelse har sendt til 'en falsk far'.

Slutteligt er den 45-årige mand også tiltalt for at være i besiddelse af overgrebsmateriale af personer under 18 år.

B.T. er ikke bekendt med, hvordan den 45-årige mand stiller sig til tiltalen, men da sagen køres som en nævningesag, må man gå ud fra, at han nægter sig skyldig.