En trafikulykke ved Farsø har tirsdag morgen kostet føreren af en scooter livet.

Scooteren blev ramt af en personbil, oplyser politiet.

Ulykken skete på Svoldrupvej, og politiet fik meldingen lidt før klokken 6.30.

På ulykkesstedet blev der givet førstehjælp til føreren af scooteren.

Men ved syvtiden blev vedkommende erklæret død, oplyser Nordjyllands Politi.

Først på morgenen er der ingen oplysninger om, hvorfor påkørslen kunne ske.

Som i andre alvorlige ulykker er en bilinspektør blevet kaldt ud for at klarlægge forløbet.

/ritzau/