En mandlig fodgænger, der blev livsfarlig kvæstet i en ulykke i Thy natten til fredag, er død.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midt/Vest.

Ulykken skete klokken 4.20 på Gammel Aalborgvej syd for Frøstrup, hvor manden blev ramt af en bil.

Han gik tilsyneladende ude på kørebanen, da en varevogn kom kørende i sydlig retning.

»På et tidspunkt kommer der en modkørende lastbil, og da de to køretøjer blænder ned for hinanden, bliver fodgængeren fanget af skyggen. Derfor har føreren af varebilen ikke en chance for at se manden og undvige ham,« siger vagtchefen.

En bilinspektør skal nu undersøge ulykkesstedet nærmere.

Det er endnu uklart, hvorfor manden befandt sig på vejen.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse nærmere om mandens identitet.