En kvinde, to mænd og den forvaringsdømte drabsmand Philip Denié Dahl Petersen, der i februar flygtede fra Vestre Fængsel, blev tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør.

I Dommervagten i Vestre Fængsel i København havde de fire personer taget plads, da de blev sigtet for besiddelse af narkotika og for at have skjult den undslupne fange.

Alle fire blev sigtet for besiddelse af to kilo kokain og cirka et kilo hash.

Ligeledes er det anklagerens opfattelse, at de havde til hensigt at sælge narkotikummet.

Philip Denié Dahl Petersen blev yderligere sigtet for at have flygtet fra Vestre Fængsel.

I Dommervagten var han iklædt sort tøj fra top til tå, og hans hår var også sort. Det var ikke umiddelbart nemt at genkende hans udseende i forhold til de efterlysningsbilleder, som politiet delte med offentligheden efter hans flygt fra Vestre Fængsel.

De tre andre anholdte personer blev alle sigtet for at have holdt Philip Denié Dahl Petersen skjult.

Ifølge B.T.s oplysninger er en af de sigtede tidligere i 2023 blevet sigtet og varetægtsfængslet for et drabsforsøg.

I Dommervagten blev der nedlagt navneforbud mod de tre personer, som mandag blev anholdt. Der blev ikke begæret om navneforbud på Philip Denié Dahl Petersen.

Efter sigtelsen var læst op, blev den fremmødte presse vist ud af retslokalet, da resten af grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.

Det er derfor ikke umiddelbart kendt, hvordan de fire fremstillede i grundlovsforhøret stiller sig til sigtelserne.

Siden Philip Denié Dahl Petersens flugt fra Vestre Fængsel natten til den 4. februar, har politiet været på jagt efter ham.

Men efter knap en måned på fri fod, blev han mandag fanget, da politiet rykkede ud til en kolonihaveforening i Københavns Sydhavn.

Efterfølgende foretog Københavns Politi yderligere tre anholdelser - de to mænd og den ene kvinde.

Philip Denié Dahl Petersen er idømt forvaring for et drab på en 31-årig mand begået den 8. juni 2022.

I februar 2024 idømte Retten på Frederiksberg den 37-årige forvaring for drabet, og i efteråret 2025 blev dommen stadfæstet i Østre Landsret.

Du kan læse mere om Philip Denié Dahl Petersen blodige straffeattest HER.