22-årig anholdt efter to måneder på flugt

Siden februar har et 22-årigt bandemedlem været på flugt fra politiet, efter han blev befriet af en gruppe venner under et retsmøde på Blegdamsvej i København, hvor han skulle have forlænget sin varetægtsfængsling. 

I går sluttede flugten for den 22-årige, da han blev anholdt i en stjålen bil sammen med en jævnaldrende kammerat på Køgevej ved Ishøj.

- De to mænd stak af fra bilen, hvorefter det lykkedes politiet at fange dem og anholde dem, siger vagtchef Kim Svenningsen fra Vestegnens Politi til BT.

Den 22-årige mand stak i februar af fra et retsmøde, hvor han skulle have forlænget sin varetægtsfængsling. Manden er sigtet for at have overfaldet en 25-årig mand på Åboulevarden i København.

Flugtfangens kammerat, der ligeledes blev anholdt, vil blive sigtet for brugstyveri af bilen.